Nybolig Frederikshavn har pr. 1. april fået nye ejere. Her overtog Anders Nygaard og Tommy Fuglsang ejerskabet af Nybolig Frederikshavn i Midtpunkt. De ejer i forvejen Nybolig Skagen og Nordicals erhvervsmæglere Vendsyssel i Frederikshavn.
Carsten Kassow og Daniel Aaby, som var indehavere af Nybolig Frederikshavn indtil i lørdags, fortsætter begge som medarbejdere. Derudover tilknyttes der snarest en daglig leder.
Carsten Kassow og Daniel Aaby ser store fordele i, at organisationen styrkes.
Anders Nygaard og Tommy Fuglsang kommer begge fra Skagen, men sidstnævnte har boet i Frederikshavn siden 2014 med sin kone og tre børn. Han er aktiv i flere netværk og foreninger i Frederikshavn, hvor han blandt andet spiller fodbold og padel.
Anders Nygaard og Tommy Fuglsang overtog i 2015 Nybolig Erhverv Vendsyssel, som i 2019 skiftede navn til Nordicals. Tommy Fuglsang er daglig leder af Nordicals, hvor der er fire medarbejdere på kontoret i Kattegat Silo i Frederikshavn.
Anders Nygaard har siden 2003 været indehaver af Nybolig Skagen på C. S. Møllers Vej 2A, hvor han også har det daglige ansvar. Tommy Fuglsang og Anders Nygaard fortsætter i deres nuværende roller efter overtagelsen af Nybolig Frederikshavn.