Restauranten med en af byens fornemmeste placeringer på lystbådehavnen, hævet cirka 6 meter over gadeplan er begæret konkurs.
Det sker mindre end 5 måneder efter åbningen som skete til Sankt Hans i Juni måned.
Konkursbegæringen kommer på baggrund af at ejerne bag, Ole Rimmen og Lars Olsen d. 28 oktober måtte hjemsende de sidste 5 nedarbejdere med besked om at lønnen måske ikke lige var klar med det samme.
Den ene af de 5 blev imidlertid træt af at vente på den udeblevne løn og har derfor indgivet en konkursbegæring gennem sit fagforbund.
Ejerne bag håber dog ikke at det slutter her. De håber stadig at kunne finde nye kræfter til at tage over og fører Skagen Rooftop videre.
De er da også allerede i dialog med en interesseret køber af restauranten samt den lille café i stueplan som hører med.
Ole Rimmen udtaler til Nordjyske.dk at man gennem længere tid har forsøgt at finde en forpagter til restauranten samt en kapitalindsprøjtning i virksomheden bag.
Han kommer endvidere ind på at vejen til hvor de nu befinder sig har været både lang og snørklet. De oprindelige lejere af restauranten med den unikke beliggenhed og udsigt gik nemlig hvert til sit i det tidlige forår.
Ole Rimmen og Lars Olsen valgte dog at lade håndværkerne bygge restauranten og terrassen færdig i håb om at kunne nå at finde en ny forpagter. Dette blev dog ikke tilfældet og derfor endte det med at ejerne selv måtte i arbejdstøjet og søge bevillinger, personale mm.
Men som de fleste restaurationer var det mildest talt op ad bakke at skaffe personale og derfor stod de kun fire personer klar til at trække i arbejdstøjet, to uger før åbningen til Sankt Hans.
De blev dog hjulpet på vej af 6 ukrainere samt lokale unge som trådte til hen over sommeren. faktisk endte de op på 21 ansatte og en omsætning på 2,2 millioner fra åbningen og frem til lukningen i slutningen af oktober.
Ole Rimmen og Lars Olsen håber nu at alle, og ikke mindst Skagen Rooftop kan komme fornuftigt videre.