• Forside
  • Det sker
  • Skagen Optik inviterer til åbningsreception fredag: Kig indenfor i byens nye optikerunivers
01 marts, 2026 Det sker

Skagen Optik inviterer til åbningsreception fredag: Kig indenfor i byens nye optikerunivers

Fredag den 6. marts bliver der mulighed for at kigge indenfor i Skagens nye optikerforretning, når Skagen Optik inviterer til åbningsreception fra kl. 12.00 til 17.00.

Her åbner indehaver Jesper From og linseekspert Henrik Bo Larsen dørene på vid gab og byder alle interesserede velkommen til en uformel eftermiddag i de nye rammer på Skråvej ved Viggo Hansens Plads – i de lokaler, som tidligere husede IN Termezzo.

Åbningsreceptionen er tænkt som en mulighed for, at skawboere og byens gæster kan komme forbi, hilse på holdet bag Skagen Optik og få en fornemmelse af, hvad den nye forretning vil med sit koncept.

Briller som oplevelse – ikke bare et køb

Skagen Optik har fra start lagt vægt på, at et par briller ikke bare er et praktisk nødvendigt køb, men også en del af ens stil, hverdag og komfort.

Jesper From har gennem en stor del af sit voksenliv arbejdet i optikerbranchen i Norge – blandt andet i en rolle som produktspecialist hos Zeiss.

Sammen med Henrik Bo Larsen, som er linseekspert og et velkendt ansigt for mange linsebrugere i Skagen, vil han med Skagen Optik skabe en butik, hvor den personlige rådgivning og kvaliteten går hånd i hånd med en mere moderne og “oplevelsesbaseret” tilgang til optikerfaget.

Det er blandt andet den tanke, man kan få et indblik i til åbningsreceptionen, hvor gæsterne kan gå på opdagelse i butikkens univers.

Oplev den særlige 9990Skagen-kollektion

Til receptionen kan man blandt andet opleve Skagen Optiks udvalg af briller, herunder deres egen kollektion 9990Skagen, der tager afsæt i Skagen som sted, fortælling og identitet.

Butikken arbejder samtidig med et bredt udvalg, hvor der både er briller til hverdagsbrug og modeller, der skiller sig mere ud – alt efter temperament, stil og behov.

Kunst på væggene og et univers i bevægelse

Skagen Optik er også indrettet med blik for, at rammer betyder noget. Udover stel og glas bliver kunst en del af butikkens udtryk, og gæsterne kan til receptionen opleve den kunst, der allerede nu pryder lokalerne.

Ambitionen er, at butikken løbende skal være i bevægelse – både i udtryk og aktiviteter – og åbningsreceptionen bliver første chance for at opleve det.

Leverandører på besøg – og lidt til ganen

I løbet af eftermiddagen får Skagen Optik besøg af en række leverandører, så der bliver mulighed for at høre mere om produkterne og teknologierne bag de forskellige løsninger.

Derudover bliver der selvfølgelig også budt på både vådt og tørt, så man kan kigge forbi til en hyggelig snak, lidt godt til ganen og en uformel fejring af, at Skagen har fået en ny optikerforretning.

Praktisk

Åbningsreception: fredag den 6. marts

Tidspunkt: kl. 12.00-17.00

Sted: Skagen Optik, Skråvej (ved Viggo Hansens Plads)

Læs også: vi har tidligere skrevet om Skagen Optik og baggrunden for den nye forretning