27 September, 2022 Nyheder

Skagen Marathon er for alle

Toppen af Danmark har gjort meget ud af at løfte Skagen Marathon både i forhold til looket, men også i forhold til stemningen på ruten. Den mørkeblå farve bliver endnu mere fremtrædende med flere bannere i målområdet, indpakning af speakertårn og årets T-shirt er også mørkeblå. 

Der bliver klappe- og heppezoner, fotografer på ruten og flere steder med musik. Blandt andet spiller Tordenskjoldsgarden undervejs, og lige inden deltagerne løber i mål spiller Buddy Holly op med sprøde dj-toner.

Medlemmerne af handelsstandsforening sørger igen for blå balloner ved byens butikker og en klappezone ved springvandet – også Sparekassen Danmark søger for der bliver god stemning i gågaden hvor de i år har deres eget depot ved Viggo Hansens plads – det bliver således en fest at løbe gennem gågaden.

Stemningen og opbakningen gør det faktisk nemmere at gennemføre et løb. Det er Anne-Mie Rasmussen projektleder Toppen af Danmark og Rico Eiersted professionel løbsarrangør enige om.

“De smil man møder på vejen og den positive ånd, det kan virkelig hjælpe en til at drive det videre,” siger Rico Eiersted og tilføjer:“

Men naturelskerne kan tage det helt roligt. Larmen og stemningen bliver koncentreret i byområderne. For naturen, den skal nydes i ro og fred. Det er jo lige præcis den unikke natur og den meget smukke rute, som gør Skagen Marathon helt særlig.”

En løbefest – også for tilskuerne

Toppen af Danmark opfordrer så mange af byens borgere og gæster til at komme og opleve marathondagen. “Vi opfordrer alle, der ikke selv skal løbe, til at kigge forbi, bakke op og måske nyde frokosten i målområdet, hvor der vil være musik, speaker, spurtpræmier og en hoppeborg udlånt af Nordjyske Bank.

Der er stor opbakning fra erhvervslivet i byen, og i målområdet vil Pakhuset stå klar med drikkevarer, Tørst med varme drikke, Slagter Munch med pølser og brød, og Skagen Frisk er også at finde med servering af mad.

Derudover sælger Sport 24 lækkert løbetøj i teltet, og Loop tilbyder diverse kropsmålinger.

Flere af byens virksomheder stiller op med store løbegrupper, blandt andet Karstensens Skibsværft og også Sparekassen Danmark stiller talstærkt op og har desuden deres helt eget depot på ruten i gågaden.

Marathon – et event uden for sæsonen

“I Toppen af Danmark er vi super glade for den store opbakning vi får. Skagen Marathon er jo et projekt som også udspringer af et ønske om, at der sker noget uden for sæsonen i Skagen og event tiltrækker udenbys gæster ” siger Anne-Mie Rasmussen, og fortsætter: “Vi er super stolte over den opbakning og underholdning på ruten. Vi glæder os til på lørdag og nu kan vi kun krydse fingre for vejret”.

Fakta om Skagen Marathon

Det første Skagen Marathon løb af stablen den 10.10.2010, og i år er tolvte gang, at marathonløbet afholdes. Kun i 2020 blev der ikke løbet – på grund af corona.

Der flere tilmeldt end sidste år, og det er muligt at tilmelde sig helt frem til løbsstart lørdag den 1. Oktober.

Der er på nuværende tidspunkt tilmeldt over 2300 deltagere, heraf er der 300 nordmænd.I alt er der løbere med fra 18 forskellige nationaliteter.

Den største distance i år er halvmarathon med over 737 tilmeldte hvilket er rekord. Også de andre distancer har alle flot tilslutning. 

Sådan lyder startskuddene på dagen:

  • 10:00 – Marathon
  • 10:15 – Walk & Talk – Halvmarathon
  • 10:30 – Grenen Trail – 30 km
  • 11:00 – Halvmarathon
  • 11:20 – 10 km
  • 11:25 – 5 km
  • 11:25 – 5 km – “BørneMarathon”

Start og målområde findes på havnens parkeringsplads.

Herunder ses den medalje som venter løberne når de har kæmpet sig i mål