Særligt i år har Skagen brug for stærke stemmer – det er valgår til byrådet i Frederikshavn.
En af Skagens stemmer er Skagen Byting. Selvom Bytinget er upolitisk, er formanden Ole Bjerg Lauritzen meget optaget af at få så mange politikere i Skagen som muligt til at stille op til kommunalvalget den 18. november.
Det er altid vigtigt, at gode folk taler Skagens sag året rundt. Til møder, i medierne, hen over middagsbordet. Men dér hvor ordene falder særligt tungt, er i de politiske sammenhænge.
Det kan for alvor flytte noget i Skagen, hvad enten det gælder turismen, flere og billige boliger, integration af de mange udlændinge, som kommer for at arbejde i byen og meget andet, udtaler Bytingets formand.
For at stimulere interessen for lokalpolitik holder Skagen Byting møde om emnet på torsdag den 6. februar kl. 18.30 i Skagen Kultur- og Fritidscenter – alle er velkomne.
For Ole Bjerg Lauritzen gælder kampen for en attraktiv by for alle Skawboerne.
Han nævner, at de mange udlændinge, som arbejder i byen, gerne skal have det godt og, helst, blive i byen – for indbyggertallet daler støt.
I Bytinget er vi ved at lave et velkomst forløb for vores udlændinge og andre tilflyttere , der slår sig ned i byen. Alle skal føle sig velkomne og kende byen grundigt. Så er sandsynligheden for, at de bliver boende større.
Turismen er også en mærkesag for Bytinget. Skagen skal være en levende by hele året.
Byudviklingen af midtbyen ligger også Bytinget meget på sinde.
Skawboerne skal være med til at bestemme udviklingen. Den skal ikke dikteres fra kommunen eller andre særinteresser.
Derfor har Bytinget tidligere taget initiativ til dialog med kommunens arkitekter, med ønske om borgermøder om byudviklingen, mens kommunens arkitekter arbejder på at præsentere en løsning for midtbyen i slutningen af året.
Ole Bjerg Lauritzen fortæller, at Bytinget har igangsat en række arbejdsgrupper, bl.a. om ovennævnte emner, men også om f. eks. et Bymuseum og Skagens Turist politik.