11 oktober, 2026 Det sker

Skagen Kirke genåbner efter omfattende udvendig renovering

Skagen Kirke har siden februar måned 2026 været lukket på grund af omfattende udvendig renovering og har derfor længe været pakket ind i plastic og stilladser. Men nu genåbner kirken omsider med en festgudstjeneste den 25. oktober hvor biskoppen er prædikant.

Foto: Skagen Kirke

I lang tid har menigheden i Skagen været henvist til at holde gudstjenester i Skagen Kapel. Byens kirke har nemlig været underkastet en længe ventet og meget omfattende udvendig renovering af mure og vinduer.  

Intet har været overladt til tilfældighederne, men har minutiøst været rådgivet af Nationalmuseet, den kongelige bygningsinspektør og Aalborg Stift, mens håndværkerne samvittighedsfuldt har udført arbejdet efter gamle håndværkstraditioner.

Undervejs dukkede der en del uforudsete, skjulte skavanker op. De er naturligvis blevet udbedret efter alle håndværkets regler, så kirken nu står skarpt med sine oprindelige, karakteristiske farver. 

Skagen Kirke, som blev bygget af C.F Hansen i 1841 og sidenhen udvidet af Bindesbøll og Plesner i 1910, står nu i al sin pragt, og menigheden kan igen fejre gudstjeneste i byens lyse kirke.

Søndag den 25. oktober kl. 10.30 slår Skagen Kirke derfor dørene op til en festgudstjeneste i anledning af genåbningen. 

Aalborg Stifts biskop, Thomas Reinholdt Rasmussen, kommer og prædiker, mens kirkens organister sørger for den musikalske ledsagelse af menighedssangen, ligesom også solister og Skagen Kirkes Motetkor medvirker sammen med en forhåbentlig talstærkt fremmødt menighed. 

Efter gudstjenesten er der reception i Sognehuset, hvor alle er velkomne. Hertil er tilmelding dog nødvendig på telefon 98 44 26 44.