23 april, 2023 Nyheder

Redningsaktion nord for Skagen

Der blev sendt både helikopter og redningsfartøj afsted mod trawleren, da man var bange for, det kunne ende i en drukneulykke.

Trawleren H335 Emily gav melding om, at de tog vand ind omkring klokken 15 søndag eftermiddagen.

Ombord på fiskekutteren var der to personer, og det fik Forsvaret til at sende redningshelikopteren fra Aalborg afsted – heldigvis blev det ikke en nødvendighed.

– Det viser sig, at der ikke er akut behov for at redde liv, fortæller Søren Lindhardt, der er pressevagt hos Forsvarskommandoen.

H335 Emily lå cirka 20 kilometer nord for Grenen i Skagen.

Redningsfartøj overtog

Eftersom der ikke var akut brug for redningshelikopteren, valgte man at sende redningsfartøjer i Skagen, Lars Kruse, ud til trawleren.

Helikopteren havde i forvejen nedsænket to lænsepumper for at tømme skibet for vand, og redningsfartøjet fra Skagen havde også to med.

– Og så ser man, om ikke de kan komme i land i Skagen ved egen kraft, hvor redningsstation Skagen følges med dem ind, siger Søren Lindhardt.

De er nu på vej tilbage til havnen i Skagen.

H335 Emily stævnede ud fra Hirtshals 21. april og var planlagt at sejle i havn i Hundested 9. maj.

Kilde: TV2 Nord – Foto: Fiskeforum.dk