
Interessen var så stor, at Skagen Lokalhistoriske Forening nu vælger at gentage foredraget om en af byens mest farverige originaler.
Da Claus Bruun den 12. marts fortalte historien om Rav Larsen, var tilstrømningen overvældende. Derfor får de, der ikke nåede med første gang – eller som bare gerne vil høre den forrygende fortælling igen – nu en ny chance.
Det sker mandag den 27. april kl. 19 i Salen på Kulturhus Kappelborg.
Foredraget handler om Svend Børge Larsen, bedre kendt som Rav Larsen – en mand, der nåede at leve et liv, som de færreste kunne have digtet. Han blev født på Rigshospitalet i 1912, var i 1930’erne indrulleret i Fremmedlegionen og dukkede fra midten af 1950’erne op i Skagen hver sommer som ravhandler. Det gav ham hurtigt det navn, de fleste stadig husker ham under.
Senere kastede han sig også over maleriet, og gennem årene blev han kendt som en sprælsk og dybt original skikkelse, der altid var klar med en anekdote eller femten – både om tiden som soldat i Nordafrika og om et i det hele taget ganske broget liv.
Rav Larsen døde i Skagen i 2002, men for mange står han stadig klart i erindringen som en af de personligheder, der satte et helt særligt præg på byen.
Claus Bruuns foredrag er illustreret og dykker ned i både mennesket, myterne og de mange historier, der knytter sig til Rav Larsen.
Der er gratis adgang, baren er åben, og alle er velkomne.
Plads kan bestilles ved at skrive til: skagenlokalhistoriskeforening@gmail.com