Café & Restaurant Kokkenes, en af Skagens populære spisesteder har, i al fald for en stund, lukket dørene og sendt personalet hjem.
Det sker ovenpå at restaurantens ejer, Lars Trie, pr. 29/10 er gået personligt konkurs.
Medarbejderne er sendt hjem på ubestemt tid, og stedet står nu uden drift, mens der arbejdes på en mulig løsning, der kan sikre restaurantens videreførelse – dog ikke med Trie som ejer
Ifølge oplysninger fra Statstidende og udtalelser fra advokat Claus Nielsen, som Gældsstyrelsen har udpeget som kurator, skylder Lars Trie omkring seks millioner kroner samt et større beløb til kreditforeningen. Advokaten udtaler, at der lige nu undersøges muligheder for videreførsel af den populære restaurant, men skulle det ske, vil Lars Trie ikke være en del af driften fremover slår kurator Claus Nielsen fast.
Trie, som også er medejer af Frederikshavn Bryghus gennem selskabet Frederikshavn Bryghus af 2017 A/S, forklarer, at økonomiske problemer begyndte med coronapandemiens nedlukninger.
Forretninger som Kokkenes, Freddys Bar i Havnegade i Frederikshavn og Frederikshavn Bryghus blev alle hårdt ramt, og Trie benyttede sig af støtteordninger, der tilbød udsættelse af moms og skat.
“Jeg brugte desværre disse ordninger som en form for kassekredit. Da restriktionerne varede længere end forventet, og Skat krævede deres penge tilbage efter tre år, havde gælden nået op på 3,9 millioner kroner.”
Sådan fortæller Lars Trie.
Situationen forværredes, da banken ønskede tilbagebetaling hurtigere, end driften kunne bære, hvilket førte til en gentagen afhængighed af udsat skat som en midlertidig løsning.
Lars Trie har dog ikke givet op på håbet om at undgå konkurs.
Han har 14 dage til at finde den nødvendige kapital, der kan afværge konkursen. En potentiel køber til bygningen i Skagen var allerede på banen, men prisen blev en uenighed, og en anmodning om at udskyde konkursbegæringen en uge blev afvist af Skat.
“Jeg håber stadig at kunne finde pengene inden for de næste par uger, så konkursen kan aflyses.”
– Sådan udtaler Lars Trie, som fortsat kæmper for en løsning.
Kilde: Nordjyske.dk samt Statstidende.dk