• Forside
  • Det sker
  • Oplev VEB’s tophold i Badmintonligaen på hjemmebane i Skagen
06 november, 2024 Det sker

Oplev VEB’s tophold i Badmintonligaen på hjemmebane i Skagen

Torsdag aften spiller Vendsyssel Elite Badmintons stjernespækkede tophold i Badmintonligaen hjemmekamp i Skagen mod Team Skælskør-Slagelse.

Der er gratis entre i Skagen Sportscenter, hvor Ruths Hotel og Sparekassen Danmark er kampsponsorer, mens Nordjyske Bank er boldsponsor.

VEB topper Badmintonligaen efter fire ud af ni runder i grundspillet. Efter store sejre i sæsonens første tre kampe tabte VEB tirsdag aften 4-5 til Højbjerg/Via Bilers danske mestre, men det knebne nederlag er absolut til at leve med.

“Vi kunne ikke drømme om en bedre sæsonstart, og nu glæder vi os meget til hjemmekampen mod Team Skælskør-Slagelse. Det er altid noget særligt at spille i Skagen, hvor vi jo også træner, når spillerne er heroppe.”

– Sådan lyder det fra VEB’s formand, Jan R. Jensen.

VEB vandt DM-guld i 2022 og 2023, mens det ”kun” blev til bronze i 2024. I denne sæson har holdet en stærkere trup, så forventningerne er store.

VEB råder ikke mindst over to stærke damesingler, amerikaneren Beiwen Zhang og skotten Kirsty Gilmour, som suppleres af Frederikke Østergaard, der er i gang med en flot sæson.

I herresingle er det normalt Magnus Johannesen, Victor Svendsen og Gustav Björkler, som trækker læsset, men førstnævnte er p.t. knæskadet, så VEB har suppleret truppen med franskmanden Arnaud Merkle. Også i doublerne har VEB forstærket sig i denne sæson.

“Der er ingen tvivl om, at vi på papiret har et af ligaens stærkeste hold. I de første fire kampe har vi også spillet godt og vist den rigtige indstilling. Det håber vi, at vi fortsætter med torsdag aften i Skagen.”

– Siger Jan R. Jensen, som håber på fuldt hus i Skagen Sportscenter, hvor han selv er halinspektør.