Nordjyske Bank har lanceret en ny podcast ved navn Tjek På Pengene, hvor bankens eksperter i privatøkonomi klæder unge på til at tage bedre hånd om deres privatøkonomi. De første afsnit ligger allerede nu klar i din foretrukne podcast-app.
Blandt unge der har godt styr på økonomien, synes 70 procent, at de har et forholdsvist godt liv. Blandt unge, hvis økonomi slet ikke hænger sammen, er 70 procent til gengæld ikke tilfredse med deres liv. Det er blandt konklusionerne i en aktuel rapport fra Finans Danmark.
Rapporten konkluderer ydermere, at flere end hver tredje unge er bekymret for egen økonomi samt at mere end halvdelen af de unge, der ikke investerer, undlader det, fordi de ikke har overskud til det.
Konklusionerne er er vidnesbyrd om, at vi skal blive endnu bedre til at klæde unge danskere på til at tackle de privatøkonomiske udfordringer og muligheder. Det mener Nordjyske Bank, der af samme årsag netop har lanceret en ny podcast, der skal gøre unge klogere på alt lige fra bolig- og bilkøb til investering og fællesøkonomi.
“Vi tror meget på, at viden om privatøkonomi bør fylde endnu mere i uddannelsen af vores unge mennesker, så de bliver klar til at tage godt vare på deres egen økonomi med ro i maven. Din privatøkonomi betyder ikke alene noget for din trivsel her og nu, men i den grad også for dine muligheder for at realisere dine drømme senere i livet, og vi vil med podcasten rigtig gerne hjælpe flere unge godt på vej.” siger direktør i Nordjyske Bank, Claus Andersen.
Episoderne i podcasten med navnet Tjek På Pengene er korte og varer typisk mellem 5 og 20 minutter, så man let og hurtigt kan få information om et givent emne.
“Episoderne er let spiselige, og det er generelt vigtigt for at være relevante for de unge på deres præmisser. Vi vil gerne gå nye veje, og her tror vi, at podcast kan være et både værdifuldt og uforpligtende tilbud.” siger Claus Andersen.
Allerede nu kan du lytte til episoder om investering, budget, lån, pensionsopsparing og mange flere emner. Du finder dem i din foretrukne podcast-app.