Efter at Slagter Jensen lukkede ned i slutningen af 2023 og satte punktum for mere end 70 års slagterhistorie på Skagavej, har butikslokalerne stået stille. Men nu blæser der nye vinde over den gamle slagterforretning.
Ejendommen er netop blevet solgt med overtagelse den 1. april, og bag købet står en velkendt skikkelse fra Skagen: Jørgen Andersen, der indtil for ganske nylig drev Jørgens Spisehus på havnen.
Selvom han ikke er slagter, lægger Jørgen Andersen ikke skjul på, at han har planer om at bringe en del af slagterforretningens ånd videre – dog i en ny og mere nutidig form.
“Jeg har ikke evnerne til at være slagter, så det bliver ikke en traditionel slagterbutik. Men jeg kan sagtens se for mig, at vi får grillbakker om sommeren, og at man kan købe en god bøf eller nogle pølser,”
– fortæller Jørgen Andersen til LigeHer.Nu
Fokus bliver i stedet rettet mod delikatesser, frisklavet smørrebrød og sandwiches “to go” – oplagt til håndværkere, turister og lokale, der ønsker en hurtig og velsmagende frokost.
Men Jørgen har også en anden og måske mere overset målgruppe i tankerne.
“Jeg vil rigtig gerne lave middagsmad til de ældre i området, især dem der tidligere hentede deres mad hos Slagter Jensen. Der skal være plads til klassikere som gule ærter, tarteletter, supper og stegt and til Mortens Aften og jul,”
– siger han til LigeHer.Nu
Hvordan det endelige koncept kommer til at se ud, vil Jørgen lade udvikle sig naturligt i takt med efterspørgslen.
“Jeg har ikke lagt mig fast på en præcis plan endnu. Det vigtigste for mig er at lytte til, hvad folk i området har behov for, og så forme butikken derfra.”
Inden dørene kan åbnes, venter dog et omfattende renoveringsarbejde. Både butikslokalerne og lejligheden ovenpå skal have en grundig overhaling, og derfor tør Jørgen ikke sætte dato på åbningen.
“Vi åbner, når vi er klar. Det bliver ikke i år, men jeg glæder mig allerede,”
– siger han med et smil til LigeHer.Nu
Butikken har endnu ikke fået et navn, men én ting står klart: Der er nye idéer, engagement og lokal forankring bag projektet – og det tegner godt for den gamle slagterbutik og hele området, som nu får nyt liv.
Kilde: LigeHer.Nu