Pr. 1. oktober 2024 er Tobias Melander tiltrådt som administrerende direktør i A/S Trigon.
Mikkel Westergaard, der har været administrerende direktør i A/S Trigon siden august 2021, har af familiemæssige årsager valgt at fratræde sin stilling og søge tilbage til rødderne i det midtjyske.
Beslutningen er taget til efterretning af bestyrelsen, som samtidig udtrykker sin ærgrelse over Mikkels beslutning.
Mikkel har haft en afgørende betydning for virksomhedens positive udvikling de seneste år, og hans indsats vil blive husket.
Bestyrelsen benytter samtidig lejligheden til at takke Mikkel for den store indsats og dedikation han har udvist som direktør for Trigon.
Tobias Melander har indtil nu været næstkommanderende i Trigon, og har spillet en central rolle i virksomhedens udvikling og strategiske beslutninger.
Han har et stort kendskab til virksomhedens aktiviteter, besidder de rette kompetencer, og er tæt på både projekterne og kunderne i hverdagen.
Derfor har det været naturligt for Trigons bestyrelse at udpege Tobias som ny direktør.
Tobias Melander er oprindeligt uddannet tømrer og har senere videreuddannet sig som bygningskonstruktør samt gennemført flere lederuddannelser.
Med sin store erfaring og indsigt er det hans klare ambition at fortsætte den positive udvikling, Trigon befinder sig i, og videreføre det stærke fundament, som er blevet lagt.