Et hav af forskellige opgaver ved krydstogtanløb giver sammen med andre havneaktiviteter indtjening for små og store private virksomheder, og får erhvervsaktive til at flytte til Skagen

Mathias K. Søndergaard er ansat i Blue Water Shipping, der er agent for en væsentlig del af krydstogtanløbene i Skagen. Foto: Marianne Isen
36-årige Mathias K. Søndergaard, 38-årige Rasmus Høj Larsen, 41-årige Mads Larsson og 33-årige Jens Venøbo er jævnaldrende, og derudover har de mindst to ting yderligere til fælles:
For det første udfører de opgaver for krydstogtskibene, og for det andet har de valgt at bo i Skagen sammen med deres familier.
Derfor er de gode repræsentanter til at fortælle om deres eget arbejde, og hvordan Skagen Havn og forretningsområdet Cruise Skagen styrker beskæftigelsen og bosætningen i Skagen.
”Krydstogt på Skagen Havn og aktiviteter på Skagen Red er afgørende for, at jeg kan have mit arbejde og kontor i Skagen”.
– Sådan siger Mathias K. Søndergaard fra Blue Water Shipping.
Han var ansat i Blue Water Shipping i Aalborg, hvor han også boede i 8 år.
Men da han og kæresten Sarah ville stifte familie, havde de et stort ønske om at vende tilbage til Skagen, hvor de begge er vokset op, og hvor deres forældre fortsat bor. I dag har de tre børn på 6, 3 og 0 år, er glade for at være tæt på familien og har samtidig fået opbygget en vennekreds.
Blue Water Shipping kan se en fordel ved at være synlige i Skagen og lade Mathias K. Søndergaard være del af det lokale erhvervsliv i erhvervsforeningen og Service Team Skagen.
Derfor har Blue Water Shipping siden 2022 haft kontor på Skagen Havn og her arbejder han som Sales & Development Manager og som Manager for Port Agency.
”Siden vi åbnede har der været meget aktivitet på havnen heriblandt et stigende antal krydstogtanløb og i år er der rekord med over 100 anløb,”
– oplyser Mathias K. Søndergaard.
Skagen Havn er i dag næststørst i Danmark målt på anløb, kun København har i 2026 flere anløb end Skagen, og der er blandt rederierne stor tilfredshed med Skagen som anløbshavn.
Opgaverne for Mathias K. Søndergaard er mange og består blandt andet i at stå i spidsen for et hold på fem, der er agenter i den nordlige Danmark fra Aarhus til Skagen.
Blue Water Shipping er en stor dansk transport- og logistikvirksomhed. Hovedkontoret ligger i Esbjerg, hvor virksomheden blev grundlagt i 1972, og i dag er der i alt cirka 2500 ansatte fordelt på mere end 30 lande. I Danmark har Blue Water Shipping således kontorer og terminaler i hele landet.
Blue Water Shipping arbejder som skibsagenter for rederierne, der ejer krydstogtskibene. De er agenter på alle rederiernes anløb i Danmark og på Grønland. Blue Water Shipping har som Mathias K. Søndergaard formulerer det ”en væsentlig del af anløbene.”
En agent er kort fortalt skibets forlængede arm i havnen. Der kan være brug for trosseføring, slæbebåde, mere ferskvand som skal ombord på skibet, eller der er brug for en lift.
”Så indgår vi aftaler med lokale firmaer her i Skagen. Det kan være med SPS – Skagen Port Service eller Skagen Stillads & Liftudlejning. Vi er et serviceorgan, som løser de opgaver, der måtte være, mens skibene er i Danmark.”
Mathias K. Søndergaard samarbejder derfor med mange andre, der som ham vil Skagen. De ønsker, at Skagen har et stærkt og voksende erhvervsliv, og de ønsker også, at flere børnefamilier bosætter sig i Skagen og danner grundlag for skole og foreningsliv.
Blue Water Shipping samarbejder for eksempel med Calm Waters.
Mads Larsson er administrerende direktør i Calm Waters, der i juli 2026 overtog Danish Pilot Service med 54 ansatte. Calm Waters ejede i forvejen L&N Supply Ships og 50 procent af SPS-Skagen Port Service.
”Alle tre firmaer har opgaver i forbindelse med krydstogtanløbene, som for os derfor er en del af forretningen ”, fortæller Mads Larsson.
Nogle krydstogtskibe har lods ombord, og den del tager deres nye firma Danish Pilot Service med 54 ansatte sig af.
En fast opgave, som er placeret som SPS-Skagen Portservice, er trosseføringen, når skibene anløber og afgår fra Skagen Havn. Der kan også være brug for at en slæbebåd hjælper med at skubbe det store krydstogtskib på plads. I det hele taget er der mange små og store ad hoc-opgaver i løbet af sæsonen.
”Der kan være brug for at håndtere affald eller til at hjælpe med at tømme lastbiler, der kommer til kajen med proviant. Det er ofte arbejde i nogle timer på dagen, hvor vi hjælper med forskellige logistiske opgaver”, forklarer Mads Larsson.
Rasmus Høj Larsen er grundlægger, del af ejerkredsen og direktør i L&N Supply Ships. I modsætning til Mads Larsson, der er opvokset i Skagen, er Rasmus Høj Larsen flyttet til byen som voksen. I 2017 fik han tilbudt job på FF Skagen og i 2020 grundlagde han L&N Supply Ships sammen med Martin Nordtorp.
Mads Larsson og Rasmus Høj Larsen mener, at Skagen Havn med flere forretningsområder står stærkere og dermed gavner deres virksomheder. Foto: L&N Supply Ships.
I juni 2025 kom Mads Larsson ombord i L&N Supply Ships som CEO og medejer blandt andet med det mål at skabe nye forretningsben. I august 2025 åbnede de således lager- og servicevirksomheden SPS Skagen Portservice, der nu har 20 ansatte mens L&N Supply Ships beskæftiger 35. Og med det nyeste forretningsområde, lodseri og købet af Danish Pilot Service, er de over 100 ansatte i Calm Waters tre selskaber.
Rasmus Høj Larsen og Mads Larsson kan ikke sætte tal på, hvor mange jobs krydstogt generer for deres gruppe af virksomheder. Men krydstogt er ligesom Skagen Havns andre forretningsområder et fundament for Calm Waters.
”Krydstogt er fantastisk for Skagen og et vigtigt forretningsben for havnen,”
– mener Mads Larsson og Rasmus Høj Larsen supplerer:
”Det er ikke en selvfølge, at en havn er veldrevet ligesom vores i Skagen, og det er meget positivt, at havnen har udviklet dette forretningsben samtidig med, at den fastholder positionen som Danmarks største fiskerihavn.”
Og så lever de fint med de mange gæster i byen på en gang.
”Havnen gør jo meget for, at de gående gæster ikke generer, når de bevæger sig til og fra bymidten, så jeg ser superpositivt på krydstogt,”
– siger Mads Larsson.
Jens Venøbo har i år kunne opnormere i sit firma Skagen Stillads & Liftudlejning på grund af opgaver for krydstogtsskibene. Foto: Skagen Stillads & Liftudlejning.
Den positive indstilling til gæster deler Jens Venøbo. Han ejer Skagen Stillads & Liftudlejning, der har base på Garnvej 8. Her passerer de gående krydstogtgæster, når de er på vej til og fra skibene. Og det er fint for Jens Venøbo.
”Jeg har altid syntes, at det var hyggeligt med liv i Skagen”.
Jens Venøbo er opvokset i Skagen, flyttede til Århus for at uddanne sig som revisor og flyttede hjem igen til Skagen i 2019 for at overtage firmaet efter sin far. Først var der kun Jens selv i firmaet, men på grund af flere og flere opgaver for krydstogtskibene, var der grundlag for at ansætte en mand mere først på halv tid og fra i år på fuld tid.
”I år der yderligere sket det, at vi er blevet bedt om at hjælpe med lifte til skibe, der anløber andre havne, fortæller Jens Venøbo.
Han er ikke i tvivl om, at det er de gode erfaringer fra anløb i Skagen som skibene og deres agenter har haft, der gør at Skagen Stillads & Liftudlejning, bliver bedt om at koordinere liftleveringer i andre havne.
Liftene bruges blandt andet, når der skal males, mens skibet ligger til kaj eller der skal skiftes et vindue.
Til mindre vedligeholdelsesopgaver f.eks. malerarbejde er der brug for lifte, mens skibet ligger til kajs i Skagen. Foto: Skagen Stillads & Liftudlejning
Jens Venøbo betragter liftservice for krydstogtskibene som et ekstra ben at stå på for firmaet. Det har betydet, at han først kunne aflønne en halvtidsstilling, som i denne sæson er opnormeret til en fuldtidsstilling.
”Vi får mere at lave, når der kommer flere skibe til Skagen, sker der for eksempel en procentuel stigning på ti procent på anløb, passer det med samme stigning på vores udlejning af lifte,”
– forklarer Jens Venøbo.
Hvor meget krydstogtanløbene gennem årene har betydet og fremover vil betyde for beskæftigelse og bosætning i Skagen er ikke gjort op.
Men der er ingen tvivl om, at Cruise Skagen styrker Skagen Havns indtjening, og at den velfungerende havn med de forskellige forretningsområder skaber arbejdspladser på toppen af Danmark og i de omkringliggende kommuner. Den nyeste undersøgelse af havnens betydning er fra 2019 og viser, at der er skabt 2849 årsværk og en omsætning på 6,3 milliarder kroner i økonomiske effekter af Skagen Havn.