21 maj, 2022 Nyheder

Nu skal du bestille tid til Borgerservice

Det er slut med bare lige at svinge rundt borgerservice. Fremover skal der nemlig bookes tid på forhpnd for at blive betjent hos Fredetikshavn Kommunes Borgerservice.

Kortere ventetid og bedre service er formålet med et nyt tiltag i Frederikshavn Kommunes Borgerservice, hvor man fremover skal bestille tid, inden man møder op i borgerservice, for at få hjælp fra en medarbejder

Fra mandag den 30. maj bliver det obligatorisk at bestille tid i forvejen, hvis du skal have hjælp i Borgerservice i Frederikshavn, Skagen eller Sæby. Det gælder, hvis du f.eks. skal have nyt pas eller kørekort, hjælp til NemID eller MitId, have hjælp til digital selvbetjening, til at skifte læge eller andet, som kræver hjælp fra en medarbejder i Borgerservice.

Ekstraordinær travlhed i Borgerservice i forbindelse med overgangen fra NemID til MitID har givet lange køer i Borgerservice. Samtidig er der vedtaget en lov om, at nye pas ikke længere kan sendes direkte til borgeren, men skal afhentes i Borgerservice.

Flere tiltag er sat i værk for at imødekomme det øgede pres på borgerservice, uden at det har haft tilstrækkelig effekt.

– Vi har ansat ekstra personale til den øgede mængde opgaver, og vi har udvidet åbningstiden i en periode, men vi oplever, at der fortsat er et stort pres på Borgerservice, bl.a. fordi mange kommer uden at have bestilt en tid i forvejen, forklarer Kultur- og Borgerservicechef Anette Ravnholt. For at undgå kø og lange ventetider indfører vi nu obligatorisk tidsbestilling, og vi håber, at borgerne fremover vil opleve bedre service og kortere ventetid, når de kommer i Borgerservice.

Du kan bestille tid lige her: https://selvbetjening.kubedata.dk/frederikshavn/portal

Hvis du har brug for hjælp til tidsbestilling, kan du kontakte Den digitale Hotline på tlf. 7020 0000.