Efter flere års forberedelse får Hulsig nu et nyt centralt mødested foran stationen. I løbet af de kommende 4-5 uger bliver der anlagt en ny plads, sådan som Hulsig og Omegns Borgerforening længe har ønsket sig.
Pladsen foran Hulsig Station har i årevis henligget som et uskønt grusbelagt areal, hvor der efter hvert regnskyl har samlet sig store vandpytter. Nu bliver pladsen forskønnet med asfaltbelægning og en cirkulær plint med siddepladser rundt om det sted, hvor der hvert år opsættes et juletræ, og hvor Hulsig-borgerne har tradition for at danse om juletræet på selve juleaften.
På belægningen markeres Skagens Odde – og det er naturligvis med landsbyen Hulsig som centrum. 12 km syd for Skagen er odden blot 5 km bred, og dermed danner Hulsig en naturlig port, som man uvægerligt passerer, når man rejser til Skagen ad landjorden – uanset om det er med bil, tog, på cykel eller til fods.
I tre år har borgerforeningen i Hulsig arbejdet på at skaffe penge til forskønnelse af stationspladsen. Det er et projekt til ca. 600.000 kr., som kommer fra en række fonde, virksomheder og private borgere. Parallelt med indsamlingen af penge har borgerforeningen indgået aftaler om brugsret til arealet, hvoraf halvdelen ejes af Nordjyske Jernbaner og den anden halvdel af Frederikshavn Kommune.
På grund af prisstigninger i løbet af de tre år har det dog været nødvendigt at udskyde nogle af de elementer, der skal gøre projektet helt færdigt.
’Vi fortsætter med at søge om midler, bl.a. til belysning og til de træ-lameller, der skal gøre siddepladserne på plinten mere komfortable’, siger Niels H. Bünemann, kasserer i Hulsig Borgerforening og leder af projektet ”Hulsig – porten til Skagen”.
Allerede sidste år fik den østlige side af stationen et markant løft, som Nordjyske Jernbaner selv stod for. Nu er turen kommet til den vestlige side, som også er et naturligt mødested for både de lokale beboere og de mange turister, der gæster Hulsig.
I hele det nordjyske jernbanenet er Hulsig den station, der i forhold til den lokale befolknings størrelse frekventeres af flest rejsende. Det skyldes naturligvis de mange sommerhuse, feriecentret Skagen Strand, det traditionsrige Hotel ”Inger” og de to nærliggende campingpladser.
Stationsarealet bruges også som rasteplads for de mange cyklister, der kører til Skagen på den maleriske cykelrute hen over Hulsig Hede.
Arkitektfirmaet LBB3 i Ålbæk har udarbejdet tegningerne til den nye stationsplads. Arbejdet udføres af entreprenørfirmaet Trigon. Anlægget påbegyndes den 8. september og forventes afsluttet i begyndelsen af oktober.