31 May, 2024 Nyheder

Nu åbner turistinformationen i Skagen

Turistinformationen i den tidligere havnemesterbolig på Vestre Strandvej i Skagen åbner igen for sæsonen lørdag den 1. juni. Her står veloplagte medarbejdere klar til at tage imod feriegæster i byen.

Det er fra denne sæson turistforeningen Toppen af Danmark, der for Destination NORD / Enjoy Nordjylland driver turistkontoret og tager imod gæster i byen. Det sker igen fra Havnemesterboligen på Vestre Strandvej 10, hvor turistforeningen og destinationsselskabet deler lokalerne.

Her står medarbejderne klar til at svare på spørgsmål fra turister i byen, udlevere gratis bykort, magasiner mv.

“Vi er kommet godt på plads i de ”nye gamle” lokaler og er helt klar til at servicere danske og internationale turister i byen og vise vores dejlige område og natur frem. Det er en god lokation for os i forhold til alle vores aktiviteter, nemt at finde for erhverv, kunder og turister og med parkering lige ved døren. Vi glæder os meget til at slå dørene op og for alvor skyde hovedsæsonen 2024 i gang.”

– siger direktør i Toppen af Danmark, Nicolai J. Nissen.

Turistkontoret suppleres af Destination NORD / Enjoy Nordjylland med en stærk digital tilstedeværelse, hvor der til enhver tid vil være masser af inspiration til oplevelser, overnatning og spisesteder på EnjoyNordjylland.dk og i app’en GoVisit.

“Det er en både god og praktisk løsning, at Toppen af Danmark, som allerede har medarbejdere, der kan stå til rådighed, går ind og løser denne opgave. Turistforeningen har nemlig i forvejen nøgleudlevering til feriehuse og andre aktiviteter, hvor de alligevel holder åbent for at kunne modtage besøgende. Der er derfor god økonomisk ræson i dette. Trenden alle steder – også i Skagen – er nemlig, at der kommer færre og færre turister ind på turistkontorerne, fordi man i stigende grad orienterer sig digitalt og oftest finder de fleste informationer direkte på mobilen.”

– Sådan lyder det fra direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup.

Destination NORD og Toppen af Danmark har en officiel samarbejdsaftale, der trådte i kraft i sommeren 2023. Blandt hovedpunkterne er samarbejde om markedsføring, PR, events og turistservice, så ressourcer og udgifter optimeres. Samarbejdet om fysisk gæsteservice i Skagen ligger i forlængelse af denne aftale.

Åbningstider for turistinformationen i Skagen

Der er nye, udvidede åbningstider for turistinformationen denne sæson, således der ydes en endnu bedre service for turismeerhvervet og turister i byen:

01/06-24 – 23/06-24

Man.-Tors: 9.00-16.00

Fredag: 9.00-15.30

Onsdag: Lukket

Lørdag: 10.00-13.00

24/06-24 – 11/08-24

Man.-Fre.: 9.00-16.00

Lørdag: 9.00-16.00

Søndag: 10.00-14.00

12/08-24 – 23/12/-24

Man.-Tors.: 9.00-16.00

Onsdag: Lukket

Fredag: 9.00-15.30

Lørdag: 10.00-13.00

Søndag den 24.08.24 – 10.00-14.00

Jul 2024:

Lukket 24/12 – 26/12

27/12, 28/12 og 30/12: 10.00-14.00

Nytår 2024/2025:

Lukket 31/12 – 02/01-25