10 november, 2023 Det sker

Mikael Gajhede underholder i Virkelyst

Endnu en musikalsk håndsrækning til ”Virkelyst”

 En lørdag eftermiddag i foråret kunne et veloplagt publikum i Virkelyst opleve en af Skagens mange populære musikere, da Mikael Gajhede underholdt og fortalte til fordel for huset på Drejerstien. Der var fuldt hus, og da eftermiddagen var slut, tilbød Mikael arrangørerne at komme igen, hvis man var interesseret.

Det var man naturligvis, og på lørdag den 18. november kl. 15 vil Michael fortsætte sin beretning om et spændende liv med musik. Selvom man var med ved det første arrangement, kan man roligt komme igen. Mikael har meget at fortælle og vil lige som sidst ind i mellem give eksempler på den musik, han har været med til at spille gennem mere end 60 år.

Mikael behøver sådan set ikke nærmere præsentation. De fleste i Skagen har på et eller flere tidspunkter hørt ham sammen med forskellige medspillere spille forskellige slags musik, Fra rock til jazz.

Mange husker sikkert endnu de populære jazzfrokoster under det daværende ph-hus på Havnevej.

Derudover har mange både lokale og gæster i byen været til de musikaftner Mikael arrangerede i sit værksted på Havnen.

Men arrangementet er også et støttearrangement for ”Virkelyst”, der måske i mere end geografisk forstand lever en lidt tilbagetrukket tilværelse.

Faktisk sker der en del i dette værested. Flere klubber holder deres arrangementer i huset, ligesom det er ramme om så forskellige aktiviteter som maleri og bridge. Huset bliver også brugt til mere private formål som ramme om fødselsdage og lignende festligheder.

Selvom mange bruger huset, er der i de seneste år kommet andre muligheder i Skagen for den slags aktiviteter, men der er tydeligt stadigvæk brug for ”Virkelyst”. Derfor er bestyrelsen glade for Mikaels tilbud og håber, at mange vil komme og høre ham.

Det koster 100 kr. at være med. Der allerede flere, der har benyttet sig af, at man kan tilmelde sig på mail b.karlsen@skagennet.dk , men man kan også bare møde op.