• Forside
  • Nyheder
  • Meny Skagen blandt tre finalister til titlen som Årets Butik
25 september, 2026 Nyheder

Meny Skagen blandt tre finalister til titlen som Årets Butik

Meny Skagen og købmand Thomas Hjørnet har fået en flot anerkendelse fra Meny-kæden.

Butikken på Doggerbanke er udpeget som én af blot tre finalister i kampen om titlen som Årets Butik 2026 – en nominering, der blandt andet kommer på baggrund af butikkens høje serviceniveau, engagerede medarbejdere og evne til hele tiden at udvikle sig.

Nomineringen fremhæver Meny Skagen som en spændende og innovativ butik med en stærk Meny-identitet, et stort og interessant udvalg samt fokus på sæsonens varer.

Medarbejderne spiller en central rolle

En væsentlig del af nomineringen handler også om holdet bag butikken.

Medarbejderne bliver fremhævet som passionerede, fagligt dygtige og omstillingsparate, mens der samtidig lægges vægt på positiv ledelse og god trivsel.

Det er egenskaber, som kunderne i Skagen møder året rundt – også når byen går fra stille vintermåneder til sommeruger med markant flere mennesker og et helt andet pres på den lokale dagligvarehandel.

Med købmand Thomas Hjørnet i spidsen har Meny Skagen gennem de senere år samtidig arbejdet målrettet med at udvikle butikken og dens tilbud.

Skagen Frisk blev en del af Meny

Et af de tydeligste eksempler kom, da Skagen Frisk stod over for en usikker fremtid.

Her blev den lokale fiskeforretning hentet ind som fiskeafdeling i Meny Skagen, så både medarbejdere, faglighed og tilbuddet om frisk fisk kunne leve videre i byen.

Dermed blev en velkendt del af Skagens lokale handelsliv bevaret, samtidig med at Meny fik styrket sin i forvejen store ferskvareprofil.

Dette blev også markeret onsdag hvor købmand Thomas Hjørnet modtog årets KFI Pokal.

Netop evnen til at udvikle butikken og reagere på nye muligheder er blandt de forhold, der fremhæves i forbindelse med nomineringen til Årets Butik.

En af kun tre butikker

Meny Skagen er altså nu nået helt frem til finalefeltet og er én af tre butikker i kæden, der kan løbe med den eftertragtede titel.

Uanset det endelige resultat er nomineringen i sig selv en markant anerkendelse af Thomas Hjørnet og hele holdet på Doggerbanke – og af en butik, som hver dag servicerer både skawboere, sommerhusejere og de mange gæster, der besøger Skagen.

Nu mangler blot den endelige afgørelse af, hvilken af de tre finalister der kan kalde sig Årets Butik 2026 i Meny-kæden.