• Forside
  • Nyheder
  • Lokale restauranter fejrer madglæden under Dining Week
24 januar, 2025 Nyheder

Lokale restauranter fejrer madglæden under Dining Week

Skagen Fiskerestaurant

Dining Week er tilbage, og igen i år deltager lokale restauranter i den gastronomiske landsdækkende madfestival.

Således kan du se frem til gode og prisvenlige smagsoplevelser hos både Skagen Fiskerestaurant og Aalbæk Badehotel.

Begge steder tilbyder en særlig tre-retters menu til kun 250 kr. (+ billetgebyr), der sætter fokus på smag, råvarer og stemning.

Aalbæk Badehotel: Vinterhygge og lokal charme

På Aalbæk Badehotel kan gæsterne glæde sig til en klassisk dansk vintermenu.

Forretten består af en cremet kartoffel-porre suppe med bacon og friskbagt brød.

Til hovedret serveres en krondyrhakkebøf med baconbønner, vildtflødesauce og små ristede kartofler, mens desserten byder på lun æbletærte med vanillecremefraiche.

Til dem, der foretrækker fisk, tilbyder badehotellet en pescetarisk menu, hvor hovedretten er skiftet ud med en lækker, friskfanget bagt hvid fisk med sprøde vinterrødder og fiskecreme.

Gæsterne kan desuden tilkøbe en velkomstdrink og starte aftenen med en klassisk gin & tonic.

Aalbæk Badehotel lover en varm og hyggelig oplevelse på toppen af Danmark, perfekt til de kolde vinteraftener.

Skagen Fiskerestaurant: Fisk og skaldyr i første parket ved havnen

Med mere end 50 års historie inviterer Skagen Fiskerestaurant til en udsøgt smagsoplevelse, hvor fisk og skaldyr spiller hovedrollen.

Forretten består af rimmet Skagen laks med æble, glaskål og peberrodscrème.

Til hovedret serveres smørbagt kulmulefilet med syltede rødbeder, græskarpuré og muslingecrème.

Desserten er en elegant fragilité med kirsebær, sorbet og tuille.

Skagen Fiskerestaurant tilbyder desuden en vinmenu, der komplementerer retterne med nøje udvalgte vine fra Frankrig, Spanien og Italien.

Med sin placering i de ikoniske fiskepakhuse ved Skagen Havn byder restauranten på en autentisk atmosfære med sand på gulvet og udsigt ud over havneområdet.

Dining Week: En landsdækkende hyldest til gastronomi

Dining Week er Danmarks største restaurantfestival, hvor restauranter landet over inviterer gæster til en særlig madoplevelse til en overkommelig pris.

Arrangementet giver både lokale og besøgende mulighed for at opleve, hvad områdets køkkener har at byde på.

Både Skagen Fiskerestaurant og Aalbæk Badehotel repræsenterer det bedste fra vores egn og understreger vigtigheden af friske råvarer og smagfulde retter.

Dining Week løber af stablen i uge 7, så skynd dig at sikre billetter til en uforglemmelig madoplevelse.

For mere information og billetkøb, besøg Dining Week’s hjemmeside