25 januar, 2024 Kultur

Kystmuseet slår dørene op til den nye udstilling: “Drømmen om Skagen”

I dag slår Kystmuseet Skagen dørene op til den nye permanente udstilling ”Drømmen om Skagen”, der formidler den fascinerende kulturhistorie bag Skagens turismeudvikling fra 1800-tallet og frem til i dag.

Turismen i Skagen startede med en drøm – om Skagens vilde natur, brusende kyster, vide horisonter, romantiske solnedgange og havene der mødes ved Grenen, toppen af Danmark.

Det, som oprindeligt var et lille ydmygt fiskerleje med gulkalkede huse, har siden 1900-tallet udviklet sig til en pulserende fiskerihavn med en turisme, der i dag lever året rundt og i særdeleshed i juli måned, hvor Skagen står på den anden ende i højsæsonen.

Denne fascinerende kulturhistorie folder Nordjyllands Kystmuseum nu ud i den nye udstilling ”Drømmen om Skagen” på Kystmuseet Skagen. Udstillingen viser, hvordan Skagens turisme spirede frem, da de første kunstnere gæstede Skagen i 1800-tallet og videre i starten af 1900-tallet, hvor turismen begyndte at tage fart med jernbanens etablering og med de første pensionater og hoteller i området.

Turismens betydning for Skagen både kulturhistorisk og erhvervsmæssigt kan ikke undervurderes ifølge Henrik Gjøde Nielsen, direktør for Nordjyllands Kystmuseum:

“Når man taler om Skagen i en historisk kontekst, så er der ingen tvivl om, at turismen har haft en afgørende indflydelse på byens udvikling og vækst.

Turismen i Skagen er noget helt særligt, både lokalt, nationalt og internationalt – med ydersæsoner, Hellerupuge og tusindvis af cruisegæster.

Skagen er med tiden ikke blot blevet en verdenskendt destination men også et eksklusivt brand. Men underligt nok så er kulturhistorien om turismen i Skagen aldrig blevet nærmere undersøgt eller formidlet. Det er derfor med stor glæde, at vi på Kystmuseet Skagen nu slår dørene op for en ny, permanent udstilling: ”Drømmen om Skagen”. Her formidles turismens kulturhistorie fra dengang man ankom til Skagen med tog og lejede sig ind i et fiskerhjem, over pensionater og fashionable hoteller med egen landingsbane på Grenen og kongelige gæster, til nutidens turisme, der favner et bredt segment af turister fra ind- og udland.”

Drømmen om Skagen lever og ånder stadig i bedste velgående, og rejsen er kun lige begyndt

Udstillingen kan ses på Kystmuseet Skagen fra den 25. januar 2024.
Læs mere på Kystmuseet.dk