Erik Høgh-Sørensen (DF) stemte som en eneste af 41 regionspolitikere nej til det budget for 2022, som blev godkendt i Regionsrådet tirsdag.
”De forbedringer, der er vedtaget, er vældig gode, men også valgflæsk, fordi det nuværende Regionsråd sender regningen videre til det næste Regionsråd. Det er ikke i orden at udskyde trecifrede millionproblemer, bare fordi der er et valg om hjørnet.”
Sygehusbyggeriet i Aalborg er mere udfordret, end det fremgår af budgetaftalen.
”Regionsrådet er begyndt at flytte penge fra fremtidig behandling af mennesker over i mursten for at dække underskudsbyggeriet.”
Så er der efterdønningerne efter sygeplejerskekonflikten:
”Lige her og nu trues sygehusene af kaos, fordi regeringsindgrebet har ødelagt fem års gode rekrutteringsbestræbelser. Stadig flere sygeplejersker siger op eller går på pension eller deltid. Det betyder flere vikarudgifter, og her rækker budgetaftalen ikke. I øvrigt er det urimeligt, at Nordjylland skal betale for, at en socialdemokratisk regering har lavet lønpresseri mod sygeplejerskerne.”
”Den ulykkelige afslutning på konflikten betyder, at nogle nordjyske sygeplejersker lige nu tvinges ud i dobbeltvagter. Situationen er visse steder, at der ikke kommer nogen afløser ved slutningen på den første vagt. Og så må folk jo bare blive på arbejde, men hvor længe holder det? Regionsledere som Ulla Astman (S) og Anders Kühnau (S) ødelagde OK-forhandlingerne på ordre af Mette Frederiksen (S), og nu svarer sygeplejerskerne helt lovligt ved at sige: ’vi tager ikke overarbejde’.”
En enkelt faggruppe klarer sig godt i den nye budgetaftale.
”Nu forgyldes PLO-læger igen med yderligere op til 35 mio. kr., selvom borgere oplever alt for lange ventetider på at tale med en vagtlæge. Det er ikke kun lægernes skyld, men kendsgerningen er, at en PLO-vagtlæge på én enkelt nattevagt tjener det samme som en nyuddannet sygeplejerske får i månedsløn. Regionsledelsen har skabt en over- og en underklasse.”
Budgetaftalen præciserer ikke det såkaldte ”teknologibidrags” kommende besparelser for 41 mio. kr.
”Nye besparelser er på vej, uden at budgetaftalen fortæller hvor. Beløbet 41 mio. kr. kan omsættes til cirka 50 stillinger på de nordjyske hospitaler, men teknologibidraget kan også klares på andre måder. Budgetaftalen burde have givet præcis afklaring, men nu kommer evt. spareplaner nok først EFTER valget 16. november,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Også klimaet nedprioriteres reelt i den nye aftale. Godt nok gives der 10 mio. kr. til klima., men de penge går til et bureaukratisk ansøgningsmareridt, som ikke hidtil har leveret nævneværdige klimaforbedringer.
”I stedet for et ansøgningsbureaukrati kunne regionen have forbedret klimaet ved at give et robust løft til Nordjyllands offentlige transport. Kollektiv trafik står over for alvorlig passagernedgang i de kommende år, og det burde vi tage hånd om nu med rettidig omhu og eventuelt sætte taksterne ned.”
— — — —
Dette blev taget til referat på Regionsmødet 28.9 2021:
Erik Høgh-Sørensen (DF) roste alle forbedringerne i budget 2022, men stemte ikke for budgettet, fordi det er uansvarligt og udskyder indtil efter regionsvalget 16. november store udgiftsposter mht. arbejdsmiljø, sygeplejerskekonflikten, NAU-underskuddet, og skaderne fra teknologibidraget. Derudover bruges der flere penge på projekter, der ikke gavner klimaet nævneværdigt, hvorimod Nordjyllands offentlige transport nedprioriteres midt i en økonomisk krisesituation.