26 april, 2025 Nyheder

Krydstogtskibet Ambience anløber Skagen i dag

I disse minutter lægger krydstogtskibet Ambience til ved Krydstogtkajen i Skagen.

Ombord er 1.347 gæster, primært fra Storbritannien, som i dag får mulighed for at opleve Skagens mange seværdigheder, hyggelige byliv og unikke stemning i det vidunderlige forårsvejr.

Skibet afgår igen senere i dag klokken 16.00.

Skagen er første anløb på skibets syv dage lange togt kaldet “Denmark Norway Experience”, som tog sin begyndelse fra London-Tilbury i torsdags, den 24. april.

Efter besøget i Skagen fortsætter Ambience til Aarhus, København og Kristiansand, inden hun vender tilbage til England den 1. maj.

For at sikre nem adgang til byen kører der betalingsshuttlebusser fra Krydstogtkajen til busstoppestedet på Vestre Strandvej fra klokken 09.30. Sidste shuttleafgang fra byen tilbage til kajen finder sted klokken 15.15.

Gæster, der ønsker at besøge Grenen kan benytte sig af Grenen-bussen, som kører fra busstoppet på Vestre Strandvej fra klokken 10.00. Sidste afgang fra Grenen tilbage til byen er klokken 14.40.

Med Ambience’s ankomst træder Skagen et skridt længere ind i en yderst interessant krydstogtsæson, hvor rekordmange gæster fra hele verden får mulighed for at opleve byens charmerende gader, byliv, kunst, historie og naturoplevelser.