Skagen Havn orienterer om LNG-operation natten mellem søndag og mandag, så borgere ikke forveksler den kontrollerede afbrænding med brand

Søndag den 5. juli bliver der gennemført en LNG-operation på kaj 41 i Skagen Havn.
Operationen forventes at starte søndag morgen omkring kl. 07.00, når de to skibe, der skal indgå i operationen, er ankommet og sikkert fortøjet på kaj 41.
Skibene vil ligge på siden af hinanden under operationen, som ventes at vare hele søndagen, søndag aften og natten til mandag.
I forbindelse med arbejdet vil overskydende gas blive afbrændt i en brænder på kajen. Det kan give synlige flammer og aktivitet på kajområdet.
Skagen Havn orienterer derfor på forhånd, da der ved tidligere lignende operationer har været enkelte alarmeringer til både 112 og Nordjyllands Beredskab.
Ifølge tidsplanen anløber begge skibe tidligt søndag morgen den 5. juli og fortøjer på kaj 41.
Når skibene ligger sikkert, begynder selve operationen.
Arbejdet forventes at fortsætte gennem søndagen og natten til mandag den 6. juli, hvor operationen ventes afsluttet tidligt på natten.
Mandag morgen forventes begge skibe at afgå, når operationen er gennemført.
Der er tale om en planlagt og kontrolleret operation.
Skagen Havn er godkendt til såkaldte LNG cool down-operationer af relevante myndigheder og har tidligere håndteret lignende operationer med LNG-forsyning og nedkøling af skibe.
Selv om der kan være synlige flammer fra brænderen på kajen, er afbrændingen altså en del af den planlagte operation.
Hvis man oplever noget, der virker som en reel fare, skal man naturligvis altid kontakte alarmcentralen.