• Forside
  • Nyheder
  • Kongeparret gæster toppen af Danmark som del af årets sommertogt
25 juni, 2025 Nyheder

Kongeparret gæster toppen af Danmark som del af årets sommertogt

Når D.M. Kongen og Dronningen besøger Frederikshavn Kommune mandag den 25. august, vil Kongeparret ankomme til Sæby i chalup fra Kongeskibet Dannebrog og bl.a. få indblik i Sæbys historie og lokal glaskunst. Kongeparret tager videre til frokost i Bangsbo Dyrehave og besøger Råbjerg Mile, Anchers Hus og Grenen

Mandag den 25. august bliver en ganske særlig dag i Skagen og Frederikshavn Kommune, når Deres Majestæter Kongen og Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog som led i årets officielle sommertogt.

Det er første gang, Kongeparret besøger Frederikshavn Kommune i deres nye roller – og dagens program fører dem både gennem historiske og naturskønne perler, før afslutningen i Skagen.

Efter en festlig modtagelse på havnen i Sæby, byvandring gennem byens historiske gader og frokost i Bangsbo Dyrehave, bevæger Kongeparret sig mod kommunens nordligste egne.

Her venter to af Danmarks mest særlige naturoplevelser – Råbjerg Mile og Grenen – samt en historisk og kunstnerisk rundvisning i Anchers Hus i Skagen.

Møde med Junior Rangere i Råbjerg Mile

En særlig del af besøget bliver mødet med Junior Rangerne i Råbjerg Mile. Her vil Kongen og Dronningen få indblik i, hvordan naturformidling og børns engagement i miljøet går hånd i hånd – og der venter også en vandretur til milens udsigtspunkt, hvor de majestætiske klitter sætter rammen for et unikt øjeblik.

Det levende landskab ved Råbjerg Mile er en af de største vandreklitter i Europa og et symbol på naturens kræfter i konstant bevægelse – og en stærk kontrast til dagens næste stop.

Kunstnerisk hjem og kongelig forbindelse i Anchers Hus

Efter det naturrige afbræk besøger Kongeparret det historiske hjem og museum Anchers Hus, hvor kunstnerparret Anna og Michael Ancher levede og arbejdede. Her vil museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen og bestyrelsesformand Bjarne Kvist byde Kongeparret indenfor i hjemmet, hvor kunsten og Skagens særlige lys stadig lever videre.

Kongehuset og Ancher-familien har en lang og varm historie – allerede i sin tid besøgte Kong Christian X og Dronning Alexandrine ofte familien i deres hjem, og den historiske relation holdes i hævd den 25. august.

”Vi er meget begejstrede for, at Kongeparret besøger Anchers Hus. Siden Anna, Michael og deres datter Helga Ancher boede i huset, har der været en kontinuerlig forbindelse mellem kunsten i Skagen og Kongehuset, og det er en stor glæde for os at vedligeholde den historiske relation,” siger Lisette Vind Ebbesen.

I Anchers Hus får Kongeparret mulighed for at komme helt tæt på Anna, Michael og Helga Ancher. På turen rundt i huset vil der være fokus på historiske fortællinger fra Ancherparrets tid, for det stemningsfulde hjem er fyldt med fascinerende interiør, der giver indblik i velorienterede, nysgerrige kunstneres hverdag.

Kongeparret inviteres også indenfor i Anna og Michael Anchers to atelierer, hvor store dele af deres arbejde er foregået. I Michael Anchers atelier fyldt med mørkt træ blev hans detaljerige, teknisk veludførte kunstværker til, og i Anna Anchers hvidmalede atelier strømmede lyset ind, så hun kunne udforske farverne og sine løse penselstrøg.

Samtidig giver Anchers Hus en ganske særlig indsigt i hvad det vil sige at drive et hjem som museum.

Afslutning på Grenen og Skagen Havn

Dagen rundes af på Grenen, hvor besøgende traditionelt valfarter til, for at opleve naturens møde mellem Kattegat og Skagerrak.

Herfra fortsætter Kongeparret til reception ombord på Kongeskibet Dannebrog, som gennem dagen har taget turen fra Sæby til Skagen, hvor den vil ligge til kaj ved gl. Pier.

Inden afsejlingen afsluttes med korsang og festfyrværkeri over Skagen Havn.

Borgmester Karsten Thomsen udtrykker stor glæde og stolthed over besøget:

“Det er en stor ære for os, at Kongeparret har valgt netop vores kommune og afslutter dagen i Skagen. Det vidner om den historiske, kulturelle og naturskønne betydning vores område har – og det er en dag, vi sent vil glemme.”

Detaljeret program med tidspunkter forventes offentliggjort på Frederikshavn Kommunes hjemmeside ca. en uge før besøget. Anchers Hus vil være lukket for offentligheden på selve dagen, men åbner igen den 26. august.