For første gang i flere år får offentligheden mulighed for at få et kig ind bag den gamle kongevillas facade, når Klitgaarden Refugium hen over sommeren arrangerer fire rundvisninger i samarbejde med Toppen af Danmark.
Normalt er Klitgaarden Refugium forbeholdt forskere og kunstnere, der søger arbejdsro og fordybelse. Men nu får alle andre også mulighed for at opleve ”kongevillaen”, som mange kalder den smukke, gule bygning ved Damstederne i Skagen. Fire gange i løbet af sommeren åbner refugiet dørene til en rundvisning i de tidligere kongelige gemakker.
En oplevelse med autenticitet
Helle Stenbakken kommer selv til at tage imod gæsterne og vise dem rundt i huset. Det er indrettet autentisk med møbler fra Kong Christian den X’s tid, hvor Klitgaarden var kongelig sommerbolig. Rundvisningen foregår i alle fællesområder, og hvis der er ledige værelser, bliver det også muligt at se rammerne, som refugiets gæster arbejder i. Rundvisningen slutter med et glas på terrassen eller i opholdsstuen afhængigt af vejret. Hver af de fire rundvisninger får et begrænset antal deltagere på 10 personer.
Attraktivt blandt gæster
Rundvisningerne er arrangeret i samarbejde med Toppen af Danmark, som blandt andet står for alt billetsalg via bookingportalen toppenafdanmark.dk. Billetterne til alle fire rundvisninger i henholdsvis maj, juni, juli og august bliver sat til salg ved middagstid fredag den 6. maj.
Billetter til sommerens rundvisninger kan kun købes på www.toppenafdanmark.dk
Kort og godt om Klitgaarden Refugium
- Klitgaarden blev opført i 1914 af den daværende Kong Christian den X som privat feriebolig for den kongelige familie.
- Klitgaarden er tegnet af en af datidens mest kendte arkitekter Ulrik Plesner, som har tegnet adskillige bygninger i Skagen blandt andet Brøndums Hotel.
- Klitgaarden forblev i kongefamiliens eje frem til 1997, hvor Klitgaarden Fonden købte ejendommen.
- I dag fungerer Klitgaarden som refugium for kunstnere og forskere. Offentligheden har ikke adgang til refugiet, der ligger ved stranden lige syd for Skagen by.