• Forside
  • Nyheder
  • Kæmpe Concorde-træf i Skagen: 75 luksuscampere gæster Poul Eeg Camping i påsken
18 april, 2025 Nyheder

Kæmpe Concorde-træf i Skagen: 75 luksuscampere gæster Poul Eeg Camping i påsken

Både Heidi Stieper fra Poul Eeg Camping og arrangør Ove Strøm fra Club Concorde Norway er ovenud tilfredse med påskens store Concorde Træf i Skagen

Skagen danner i påsken rammen om et spektakulært syn, når omkring 75 imponerende Concorde autocampere fra hele Nordeuropa har slået sig ned på Poul Eeg Camping.

Træffet, som er arrangeret af Ove Strøm fra Club Concorde Norway, tiltrækker især mange nordmænd, men også deltagere fra flere andre europæiske lande er mødt op.

Autocampere i særklasse

Concorde-camperne er blandt de største og mest luksuriøse på markedet. Flere af dem måler op til 12 meter i længden og er udstyret med alt fra opvarmede gulve, vaskemaskiner og flere værelser til egne garager med biler eller motorcykler i bagenden.

Mange af modellerne kan også udvide sig i bredden via udskydelige sidepaneler, hvilket skaber endnu mere plads indenfor.

Det er nordmanden Ove Strøm, der står bag træffet og år efter år stabler dette og et lignende arrangementer hjemme i Norge på benene – helt frivilligt uden at få en krone for det. Det er ganske enkelt passionen for Concorderne og for netværket han gennem årene har fået her igennem.

Skagen og Poul Eeg Camping hitter blandt campisterne

Herover ses en video fra den Nordeuropæiske buffet som blev serveret i går, torsdag

Træffet er placeret på Poul Eeg Camping, som officielt først åbner sæsonen på torsdag den 24. april.

Det giver god plads til de mange autocampere, og både arrangøren og deltagerne roser forholdene:

“Her er både gode faciliteter, en fantastisk beliggenhed og masser af plads. Det er helt ideelt – så ideelt, at vi faktisk allerede har sendt en forespørgsel om at komme igen næste påske,”

– siger Ove Strøm.

På pladsen har Concorde-ejerne opstillet et stort festtelt, hvor de hver aften samles til fællesspisning og hygge. Programmet byder blandt andet på helstegt pattegris, en nordeuropæisk buffet med specialiteter fra de seks deltagende lande – og som kulmination et kæmpe rejegilde lørdag aften, hvor hele 100 kilo rejer er blevet bestilt hjem.

Poul Eeg Camping med ny autocamperplads året rundt

Heidi og Michael, som driver Poul Eeg Camping, er glade for at have de mange Concorde-ejere på besøg:

“De sørger selv for alt – mad, telt og det praktiske. Det er en fornøjelse at have dem her,”

– fortæller de

De tilføjer samtidig at netop autocampere er et område, de satser endnu mere på i fremtiden.

Derfor har de for nyligt taget en ny, selvstændig autocamperplads i brug med plads til hele 34 enheder.

Pladsen er bygget med muligheden for at holde helårsåbent for øje, inklusive indbyggede varmesystemer, så tømning af spildevand og påfyldning af ferskvand kan ske frostfrit – også i vintermånederne.

Placeringen i det yderste hjørne af campingområdet giver desuden ro og nem adgang for de store køretøjer.

Alle er velkomne til at kigge forbi

De imponerende Concorde-autocampere bliver i Skagen hele påsken, og både Heidi og Michael samt deltagerne i træffet opfordrer alle interesserede til at komme forbi og gå en tur mellem de kæmpestore hjem på hjul.

“Folk må meget gerne kigge forbi og er mere end velkomne til at stille spørgsmål – vi elsker at vise vores campere frem,” –

– lyder det fra Ove Strøm.

Det store Concorde-træf sætter med andre ord både spot på luksuscamping og på Skagen som destination – og alt tyder på, at det ikke er sidste gang, de store campere lægger vejen forbi Toppen af Danmark.

Dronebilledet over pladsen samt videoen er formidlet af arrangør af Concorde træffet Ove Strøm.