26 november, 2023 Nyheder

Julemanden har sat kurs mod Skagen

Julemanden har sammen med nissemor og deres nissebørn sat kursen mod Skagen hvor de traditionen tro tilbringer tiden frem til jul.

Julemanden ankommer traditionen tro til Skagen i hans båd, direkte oppe fra julemandens værksted.

Det er Skagen Handel som er julemandens kontakt i Skagen.

I anledning af hans ankomst til Skagen har de derfor også arrangeret en velkomst som er en julemand værdig.

Skagen Handel inviterer således alle byens børn og barnlige sjæle til at møde op på Fiskehuskajen ved Skagen Fiskerestaurant nu på lørdag, d. 2. december kl. 11.

Her vil Julemanden ankomme til Skagen sammen med nissemor og alle deres nissebørn – hvor de sammen med byens børn vil kickstarte julen i Skagen.

Når julemanden kommer i land og har hilst på de fremmødte børn, kører han i hestevogn op i byen, til pladsen ved Vandkunsten.

Her indledes julen i Skagen 2023 for alvor når julemanden sammen med byens børn synger og danser rundt omkring i den hyggelige juleby ved Vandkunsten.

Herefter deler Julemanden sammen med nissemor og nissebørnene godteposer ud til de fremmødte børn.

Juleaktiviteter- og shopping for hele familien

Denne dag holder butikkerne åbent fra kl. 10.00 – 16.00.

Det samme gør hytterne og teltet i julebyen ved Vandkunsten.
I juleteltet kan børnene lave en helt personlig julegave til mor og far.

Derudover kommer Farm Fun forbi og opsætter en mini zoo hvor du kan hilse på alverdens søde dyr, ligesom at der er gratis ponyridning for alle børn.

Sidst men ikke mindst holder julehytterne i julebyen åbent fra kl. 11 – 16, hvor der bl.a. kan købes spejdernes lækre hjemmebagte vafler og æbleskiver samt Gløgg og varm kakao at varme sig på i kulden.