Redaktionen har modtaget følgende indlæg fra Turistforeningen for Toppen af Danmark
Caféer og restauranter i Skagen bliver udstillet som om uge 29 var for vild og har været en stor smittespreder, der nærmest har lukket alt ned i Skagen.
Men alle restauranter i Skagen har blot overholdt alle forholdsregler og restriktioner i forhold til Corona. Skagens caféer og restauranter har holdt åbent efter reglerne og nogle har lukket ned, fordi nogle medarbejdere er testet positive. Det er helt efter reglerne, forklarer direktør for Turistforeningen for Toppen af Danmark René Zeeberg.
Tre restauranter i Skagen valgte søndag at lukke ned i nogle dage, indtil de har et overblik over situationen, da flere medarbejdere var blevet testet positive for Corona. Allerede i dag, tirsdag d. 27. juli kunne Jakobs Café åbne igen, efter grundige testforløb og procedurer fra både brancheforening og Patienstyrelsen.
Overskrifterne i nyhedsmedierne har desværre medført, at gæster der havde planlagt, at besøge Skagen i uge 30 er begyndt at aflyse deres ophold. – Det er vi selvfølgelig rigtig kede af, da det er 30-40 procent af årets omsætning der ligger her, fortæller René Zeeberg.
Store og dyre biler i gaden og kræsne gæster der foretrækker dyre ædle dråber i nattelivet, tiltrækker mange mennesker. Det som burde være en stor glæde og stolthed for alle danskere risikerer, at ende i jantelov og misundelse, fortæller Lars Ramme Nielsen der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi.
Og det forhold, at man har en destination i Danmark som kan lokke de mest kræsne og købestærke til Skagen, burde være en helt utrolig glæde. Men det får nemt et strejf af misundelse som en del af pressen deler. Det er en vinkling som ofte kommer ud af proportioner, siger Lars Ramme Nielsen.
En vigtig pointe, som ikke er unik for Skagen er, at der i højsæsonen hvor der er mange gæster altid er en udfordring med, at håndtere mange mennesker. Det skal ikke gøres til et generelt problem. Vi skal derimod glæde os over, at mange søger mod Skagen og har penge med, som kan holde hånden under handelslivet, mener Lars Ramme Nielsen.
Hele Skagen er ikke lukket ned, der er masser af caféer og restauranter der holder åben og overholder alle corona restriktioner med daglige test og check af gyldige corona-pas, hos både gæster og personale.