• Forside
  • Nyheder
  • Hotel Hvide Klit inviterede til åbningsreception efter omfattende renovering
26 juni, 2025 Nyheder

Hotel Hvide Klit inviterede til åbningsreception efter omfattende renovering

Fredag den 20. juni markerede en festlig milepæl for Hotel Hvide Klit i Bunken ved Ålbæk, hvor stedet inviterede til åbningsreception efter en omfattende renovering og opgradering. Receptionen blev holdt fra kl. 15.00 til 18.00, og kl. 17.00 blev gæsterne budt officielt velkommen med en åbningstale fra ejerne, Britt og Henrik.

Hotellet, som ligger midt mellem Ålbæk og Skagen, har gennemgået en omfattende transformation siden midten af februar. Blandt de mange forbedringer kan nævnes hele 1200 m² nye terrasser, nymalede facader og interiør, et renoveret køkken, 10 nyindrettede værelser samt etablering af nye aktivitetsmuligheder såsom cykelcrossbane, 18-hullers minigolf, to petanquebaner og en ny sportsbar.

Receptionen blev samtidig en anledning til at takke de mange lokale fra både Ålbæk og Skagen, som har bakket op om projektet, samt det hold af medarbejdere, håndværkere og samarbejdspartnere, der på kort tid har formået at realisere den store forvandling.

Britt og Henrik udtrykte stor taknemmelighed og glæde over endelig at kunne vise hotellets nye rammer frem for omverdenen – og ser allerede nu frem til at løfte sløret for flere nye tiltag, der rulles ud hen over sommeren og efteråret.

Med højt til loftet og vidt til væggene fremstår Hotel Hvide Klit nu som en både moderne og indbydende destination – klar til at tage imod gæster fra nær og fjern.

Fotos: Nicolai J. Nissen / Toppen af Danmark