Kappelborg præsenterer Nancy Harms og Peter Rosendal med deres nykomponerede kærlighedserklæring til Danmark inspireret af den nordiske folk-jazz-tradition. Koncerten er krydret med traditionel jazzstandard.
Hvad sker der, når en amerikansk jazzsangerinde tager til Danmark, møder en dansk komponist og pianist og de sammen sætter sig for at beskrive Danmark i musik? Ja, det kan du opleve på Kappelborg lørdag 17. september til sæsonens sidste Frokostjazz.
Sangerinden Nancy Harms har base i New York og er kendt på den amerikanske jazzscene for sin dybe indlevelse, stærke fortælleevner og den særlige samhørighed, hun opnår med sit publikum. Hun har kastet sin kærlighed på Danmark, og sammen med Peter Rosendal har hun komponeret en fortælling om at komme til Danmark.
Nancy Harms ser på Danmark med friske øjne, mens Peter Rosendal er garant for den danske grundtone. Resultatet er en musikalsk beskrivelse af Danmark set med Nancy Harms’ øjne. Ved frokostjazzen på Kappelborg ledsages Nancy Harms af Peter Rosendals, piano, Graig Earle, bas, og Janus Templeton, trommer.
Frokostjazz er blevet en kær tradition på Kappelborg. Her kombineres nogle af tidens største jazz-navne med afslappet stemning og lækker mad fra Bamse Cafeen – sild, fiskefrikadeller og ost med en lille snaps til.
Køb dine billetter på www.kappelborgskagen.dk