Onsdag aften vedtog byrådet i Frederikshavn Kommune en ny skolestruktur. Den betyder, at skolerne nu består af ti skoler i stedet for fire skoledistrikter.
Skolerne i Frederikshavn Kommune går nu fra at være inddelt i fire skoledistrikter til at bestå af ti skoler med hver sin skoleleder og hver sin bestyrelse fra 1. august 2023. Den beslutning vedtog byrådet på byrådsmødet onsdag aften.
Beslutningen er taget efter afholdelse af dialogmøder og en høringsproces, hvor skolebestyrelserne, de faglige organisationer og offentligheden har haft mulighed for at komme med betragtninger og ønsker.
De ti skoler får samme fysiske placering som hidtil. Der er altså ingen skoler, som skal lukkes, og ingen elever, der skal flyttes.
Her er en liste over de ti skoler. En skole kan dække over flere matrikler, men den har én og samme skoleleder.
· Torslev Skole
· Hørby og Dybvad Skole
· Sæby, Sæbygaard og Stensnæs Skole
· Frydenstrand Skole, Heldagsskolen og Modtagercentret
· Nordstjerneskolen
· Bangsbostrand og Gærum Skole
· Ravnshøj Skole
· Strandby Skole
· Ålbæk Skole
· Skagen Skole
Den nye skolestruktur træder i kraft 1. august 2023, og i den kommende tid bliver bemandingen af skoleledelserne fastlagt.