11 april, 2024 Nyheder

Foredrag på Kystmuseet om ”Quindfolk i Skagen”

Tirsdag den 16. april kan du høre arkivar Hans Nielsen fortælle hvordan Skagens seje Quinder altid har været uundværlige både i de små hjem og når fangsten skulle behandles i fiskerlejet.

I Skagens løse sand har kvinderne altid stået fast. Det var dem, der kittede det hele sammen, fødte børnene, opdrog og passede dem, de mugede ud og sørgede for, at maden stod på bordet på klokkeslæt – samtidig med at de gjorde sig uundværlige i fiskerlejet, når fangsten skulle behandles og garnene renses. Og det fortsatte, da der blev nye tider i Skagen, og det hele ikke længere kun handlede om fisk. De havde ingen nykker, men de havde fat i den lange ende, og uden dem var mændene solgt til stanglakrids!

Hør arkivar Hans Nielsens spændende beretninger om nogle seje kvinder fra Skagen til foredraget på Kystmuseet Skagen tirsdag den 16. april kl. 19:00.

Billet kan købes på Kystmuseet Skagen eller online via Kystmuseet.dk

Der er et begrænset antal pladser.