Kenneth Kristensen, der er leder af Bangsbo Fort, som igen er en afdeling under Nordjyllands Kystmuseum, har i årtier beskæftiget sig med besættelsestidens historie, og hans viden om den tyske værnemagt og dens aktiviteter i Vendsyssel er ganske betydelig.
Han har i talrige bøger og artikler delt ud af sin viden, og nu har Skagen Lokalhistoriske Forening inviteret ham til byen for at fortælle om den tyske besættelsesmagt i Skagen 1940-1945.
Vi får en gennemgang af besættelsesmagtens militære installationer og aktiviteter i og ved Skagen.
Den tyske besættelsesmagt var massivt til stede i Skagen og på Grenen under besættelsen. Både det tyske luftvåben og den tyske marine oprettede vigtige radarstationer på Grenen. Den tyske marine placerede kystbatteri og sikrede havnen, samtidig med, at der blev placeret faste sejlende enheder i havnen.
I slutningen af besættelsen fik den tyske hær til opgave at sikre området imod landangreb og nærangreb på bl.a. radarstationerne på Grenen.
På havet ved Skagen kom krigen tæt på, og sejlads blev forbundet med den yderste livsfare. Alligevel skulle der fiskes. Alt i alt påvirkede tyskernes tilstedeværelse byens indbyggere i stort som småt.
Arrangementet finder sted i Salen på Kulturhus Kappelborg tirsdag den 11. marts kl. 19.
Der er gratis adgang og alle er velkomne.
Vil man være helt sikker på at få en plads, kan man bestille en sådan ved at sende en mail til skagenlokalhistoriskeforening@gmail.com
Skagen Lokalhistoriske Forening byder velkommen til et spændende foredrag om en dyster tid.