06 november, 2026 Nyheder

Første bankoaften i Jerup var en stor succes

Af Helle Gaardboe, ejer af NORDSTEN Café & Ophold, på vegne af initiativgruppen

Der var fuldt hus, da den berømte og velkendte bankoaften vendte tilbage til Jerup Forsamlingshus onsdag den 4. november. Alle siddepladser var optaget, og en større gruppe måtte vende om i døren.

I den lokale Facebookgruppe blev fremmødet beskrevet som »fuld plade«, og efter den første spilleaften er der kommet mange positive tilbagemeldinger.

Inden spillet gik i gang og i pausen, kunne man spille på ”døde duer” og flere af de borgere der deltog i bankospillet for flere år siden, havde medbragt den samme liste af tal, som de ønskede at spille på, ja det var jo nostalgi der var til at forstå.

Ved bordene lå bankopladerne side om side med kaffekopperne. Efterhånden som pladerne blev fyldt, steg spændingen. Så lød et »banko!« fra et af bordene, og en ny vinder kunne modtage sin gevinst. Indimellem var der tid til en slurk kaffe og en bemærkning til sidemanden om det ene nummer, der stadig manglede.

Aftenens sidste vinder tog hjem med 500 kroner

Der var mange flotte sponsorgaver at spille om og også kontante gevinster. Da aftenens sidste banko lød, kunne vinderen tage hjem med 500 kroner.

Forberedelserne til de næste spilleaftener er allerede i gang, og der arbejdes på at få flere flotte gevinster på bordet.

God tid til kaffe og snak før spillet

Næste spilleaften er onsdag den 18. november. Bankospillet er åbent for alle, og der er plads til både dem, der har spillet i årevis, og dem, der har lyst til at prøve det for første gang.

Man kan tage en nabo, en kollega eller familien med, hvad enten man bor i Jerup eller kommer fra en anden del af kommunen og skulle der være interesserede fra andre kommuner, så er de naturligvis også hjertelig velkommen.

Dørene åbner halvanden time før spillet, så der er tid til at finde en plads og få en kop kaffe, inden det første nummer bliver råbt op.

Fra åbningstid kan der købes franskbrød med ost eller pålæg, kage, kaffe, vand og sodavand, ligesom man også kan bestille til pausen.

Kom gerne i god tid, især hvis I er en større gruppe, der gerne vil sidde samlet.

Årets resterende spilledage i Jerup Forsamlingshus

  • Onsdag den 18. november
  • Onsdag den 2. december
  • Onsdag den 16. december – årets julespil

Dørene åbner kl. 17.30, og spillet starter kl. 19.00 alle tre aftener.