• Forside
  • Nyheder
  • Flügger Farver i Skagen kåret som Nordjyllands bedste pakkeshop – og Danmarks næstbedste i 2024
05 februar, 2025 Nyheder

Flügger Farver i Skagen kåret som Nordjyllands bedste pakkeshop – og Danmarks næstbedste i 2024

Her til formiddag blev Susanne Johansen og teamet hos Flügger Farver i Skagen igen hædret for deres fremragende indsats som pakkeshop.

For andet år i træk er butikken blevet kåret som Nordjyllands bedste Bring-pakkeshop, og i år stryger de samtidig ind på en imponerende 2. plads i kampen om at blive Danmarks bedste pakkeshop.

Henriette Suna, pakkeshopkonsulent hos Bring Danmark, overraskede Susanne Johansen med en flot gavekurv og diplom som anerkendelse for den høje kundetilfredshed.

Trustscore på 4,85 – en af landets bedste

Bring har baseret kåringen på baggrund af anmeldelser fra Trustpilot i 2024, hvor kunderne vurderer deres oplevelse med pakkeshops.

Flügger Farver i Skagen opnåede en Trustscore på hele 4,85 ud af 5, hvilket placerer dem som nummer to i Danmark – kun overgået af Julias Kiosk i København, der topper listen med en score på 4,91.

Dette er en flot forbedring set i forhold til sidste år hvor trustscoren lå på 4,79 hos Flügger Farver.

En pakkeshop, der sætter kunden først

For Susanne Johansen handler succesen om mere end blot pakker:

“Vi går op i at give alle kunder den samme høje service – uanset om de henter en pakke eller køber maling. Det skaber glade kunder og en god stemning.”

Teamet sørger altid for at hjælpe kunderne, uanset deres behov. Fra en hurtig snak til assistance med tunge pakker, er der fokus på at levere en personlig og imødekommende oplevelse.

Del af en større succes for Bring

2024 har været et rekordår for Bring med flere pakker leveret via pakkeshops end nogensinde før.

Med over 1100 pakkeshops i Danmark er Bring nu i gang med at opsætte egne pakkebokse i de største byer.

Jonas Carlsson, chef for Brings leveringsnetværk, forklarer:

“De bedste pakkeshops gør mere end bare at udlevere pakker. De skaber en oplevelse, der huskes.”

Hos Flügger Farver i Skagen ser man pakkeshoppen som en vigtig del af forretningen, hvor mange kunder opdager butikkens brede sortiment og kompetente rådgivning når de henter deres pakker:

“Det handler om at skabe en god relation, så kunderne kommer igen,” siger Susanne.

Skagen Nyt ønsker Flügger Farver et stort tillykke med kåringen og opfordrer alle til at opleve den prisvindende service hos Nordjyllands bedste og Danmarks 2. bedste pakkeshop.

Foto: Kristoffer Vangsted