• Forside
  • Nyheder
  • Flere Skagen-restauranter hædres i international guide
01 juni, 2026 Nyheder

Flere Skagen-restauranter hædres i international guide

Mandag aften uddeles årets nordiske Michelin-stjerner i København, og som optakt kan Skagen glæde sig over stærk international opmærksomhed i Falstaff Restaurant & Bistro Guide Nordics 2026

I aften, mandag den 1. juni, rettes mange madinteresseredes øjne mod København, hvor årets Michelin-stjerner for de nordiske lande bliver uddelt.

Og set med Skagen-briller har håbet og troen på en Michelin-stjerne til byen næppe været større end netop i år.

Når Michelin Guide Ceremony Nordic Countries 2026 finder sted i Tivoli Gardens i København kl. 18.00, er det kulminationen på endnu et år med skærpet opmærksomhed omkring de nordiske toprestauranter. Her bliver de nye stjerner, grønne anerkendelser og øvrige Michelin-udmærkelser afsløret for Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne.

Skagen markerer sig i anden international guide

Som optakt til Michelin-aftenen er det værd at rette blikket mod en anden guide, der i den grad også har fået øje på Skagen.

Den tyskproducerede, men engelsksprogede Falstaff Restaurant & Bistro Guide Nordics 2026 har nemlig flere lokale restauranter med i guiden. Falstaff-guiden blev officielt lanceret i marts i Malmö og fremhæver ifølge Falstaff omkring 2.000 håndplukkede restauranter på tværs af Norden og Baltikum med fokus på blandt andet gastronomisk kvalitet, identitet, håndværk, råvarer og den samlede restaurantoplevelse.

I Falstaff-guiden vurderes restauranterne på en 100-pointskala fordelt på mad, service, vin og stil. Derudover tildeles der Falstaff-gafler, hvor skalaen går fra 1 til 4 gafler.

Og her er Skagen særdeles pænt repræsenteret.

Ôke topper blandt Skagen-restauranterne

Blandt de lokale restauranter i de vedhæftede Falstaff-uddrag er Ôke på Ruths Hotel den højest vurderede Skagen-restaurant.

Ôke opnår 91 point og tre Falstaff-gafler.

Restauranten beskrives af Falstaff som et af regionens markante madoplevelser, hvor køkkenchef Jack Cramer trækker på japanske inspirationer og arbejder med luksuriøse råvarer fra både lokalområdet og længere væk.

Falstaffs nordjyske oversigt placerer samtidig Ôke blandt de højest rangerede restauranter i Nordjylland.

Det er netop omkring Ôke, at mange af de lokale Michelin-forventninger naturligt samler sig. Restauranten har de senere år arbejdet målrettet med et højt gastronomisk ambitionsniveau, og i aften bliver det altså afgjort, om det rækker til den helt store internationale anerkendelse.

Flere stærke Skagen-navne i guiden

Også flere andre Skagen-restauranter markerer sig flot i Falstaff Restaurant & Bistro Guide Nordics 2026.

Hjorths Badehotel Restaurant får 87 point og to Falstaff-gafler.

Falstaff fremhæver blandt andet restaurantens placering blandt klitterne nær kysten og køkkenchef Peter Frydkjærs brug af lokale råvarer, herunder fisk fra Skagen, økologiske grøntsager fra Knivholt og andre nordjyske produkter.

Håkon hos Pakhuset Skagen får 86 point og to Falstaff-gafler.

Restauranten på førstesalen af Pakhuset beskrives som et sæsonpræget gourmetsted med en fast menu på op til fem retter, lokale råvarer og en af Skagens mest omfattende vinkort.

Skagen Fiskerestaurant får ligeledes 86 point og to Falstaff-gafler.

Falstaff fremhæver restaurantens maritime miljø i det tidligere fiskepakhus, sandet under fødderne og et køkken med tydeligt fokus på fisk og skaldyr – herunder Skagensrejer.

Brøndums Hotel er også med i guiden med 83 point og én Falstaff-gaffel, mens Hyttefadet Gl. Skagen får 81 point og ligeledes én Falstaff-gaffel.

Dermed spænder den lokale repræsentation bredt fra historiske hotelrestauranter og havnerestauranter til moderne gourmet og mere uformelle spiseoplevelser.

Et stærkt signal for Skagens madscene

Uanset hvad der sker ved Michelin-uddelingen i aften, viser Falstaff-guiden, at Skagen allerede er godt placeret på det gastronomiske landkort.

For en by af Skagens størrelse er det bemærkelsesværdigt, at så mange lokale restauranter optræder i en international guide. Det vidner om et bredt og ambitiøst madmiljø, hvor både klassiske fiskerestauranter, historiske hoteller, moderne gourmetkøkkener og sæsonbaserede restaurantoplevelser er med til at løfte byens samlede niveau.

Samtidig passer den gastronomiske udvikling naturligt ind i Skagens øvrige fortælling som ferieby, kulturby og helårsdestination. For mange gæster er maden ikke længere blot noget, man spiser mellem strandturen, museumsbesøget og havnen. Madoplevelsen er i stigende grad en del af selve rejsen.

I aften får vi svaret

Spændingen kulminerer i aften, når Michelin løfter sløret for årets nordiske stjerner.

Om Skagen får sin første Michelin-stjerne, må tiden vise. Men allerede inden aftenens uddeling står én ting klart: Skagens restauranter bliver i stigende grad bemærket uden for bygrænsen.

Og alene dét er en stærk anerkendelse af det arbejde, der hver dag bliver lagt i køkkenerne og “ude på gulvet” her. på toppen af Danmark.