• Forside
  • Nyheder
  • Flere overnatninger i sommeren 2025 på First Camp Råbjerg Mile
17 september, 2025 Nyheder

Flere overnatninger i sommeren 2025 på First Camp Råbjerg Mile

Godt dansk sommervejr med den varmeste juli i tre år har givet ekstra mange besøgende på de danske campingpladser. First Camp Råbjerg Mile havde fremgang i antal overnatninger i sommeren 2025.

Den danske sommer 2025 har budt på en temperaturmæssig gennemsnitlig start i juni og slutning i august, mens juli måned blev varmere end de sidste tre foregående. Samtidig har temperaturerne flere steder i Europa igen i år været voldsomt høje, og det mere moderate danske sommervejr har været medvirkende til, at flere danskere blev hjemme i sommerferien og blandt andet holdt ferie på campingpladserne.

I sommeren 2025 havde First Camp Råbjerg Mile 7 procent flere overnatninger end sidste år, mens antallet af danske børnefamilier på campingpladsen voksede 17 procent.

“Vi har haft en rigtig stærk sommer, som har overgået forventningerne. Selv om vi indimellem har fået regn, har vejret overordnet været godt og givet os en klassisk dansk sommer med mere varme end tidligere. Det har haft stor betydning for de impulsive bookinger og har samlet givet flere gæster,”

– siger Cecilie-Marie Olsen, destinationschef for First Camp Råbjerg Mile.

Børnefamilier vælter ind

Udover det hæderlige danske sommervejr har campingpladserne oplevet en opblomstring de senere år, hvor en ny generation af børnefamilier har fundet glæden ved den afslappende ferieform under hjemlige himmelstrøg.

Antallet af danske børnefamilier, der besøger First Camp Råbjerg Mile, er vokset og i år har 17 procent flere børnefamilier holdt sommerferie på campingpladsen i Råbjerg Mile.

“Børnefamilier fylder mere på campingpladsen, og vi har også fået nye aktiviteter for børn. Det giver en ferie med mere sjov, leg og fællesskab, og det er præcis det, de nye familier søger,”

– fortæller Cecilie-Marie Olsen.

Fra i år har First Camp Råbjerg Mile introduceret et nyt børneaktivitetsprogram, hvor børnene har kunnet møde de populære maskotter Yessi fra First Camp og Dino fra Jesperhus.