
Bilister i Skagen skal i den kommende tid være opmærksomme på en midlertidig afspærring ved Frederikshavnsvej.
Fra i dag, mandag den 19. oktober, og frem til forventeligt fredag den 30. oktober er afkørslen fra Frederikshavnsvej til Kattegatvej spærret som følge af Skagen Varmeværks igangværende fjernvarmearbejde.
Afspærringen får blandt andet betydning for trafikanter, der benytter Kattegatvej som adgangsvej til Bankekvarteret, hvor blandt andet MENY ligger.
Bilister skal derfor benytte omkørslerne enten via Højensvej, Hamiltonvej og Nordsøvej eller via Buttervej.
Som Skagen Nyt tidligere har fortalt, er Skagen Varmeværk i gang med en omfattende udskiftning af fjernvarmeledninger langs Frederikshavnsvej.
Arbejdet omfatter cirka 310 meter fjernvarmeledning på strækningen mellem Kattegatvej og Lyngvej 50, hvor de eksisterende ledninger udskiftes med nye.
Ifølge oplysninger fra Skagen Varmeværk skrider arbejdet planmæssigt frem, og der er allerede bestilt asfalt til udlægning fredag den 30. oktober.
Afkørslen til Kattegatvej forventes genåbnet, når asfalteringen er afsluttet, og den nye asfalt er tilstrækkeligt hærdet.
Den præcise genåbning afhænger således af, hvornår arbejdet kan afsluttes.