08 marts, 2024 Nyheder

Fjernvarme på vej til nyt kvarter i Skagen

Skagen Varmeværk ansøger nu Frederikshavn Kommune om en kommunegaranti på 35 millioner kroner.

Det sker for at kunne udvikle fjernvarmenettet i Skagen.

Først og fremmest skal der etableres en ny transmissionsledning fra Skagen Varmeværk på Ellehammervej og ud til Vestbyen.

Dernæst skal flere nye kvarterer kobles på fjernvarmenettet.

Det drejer sig i denne omgang om Koralbanke Fænøvej og Bågøvej.

Efter planen igangsættes denne udvidelse af fjernvarmenettet i Skagen i starten af næste år.

På onsdag skal politikerne i økonomiudvalget tage stilling til sagen, men forud for mødet er indstillingen fra den kommunale administration, at anmodningen om lånegarantien imødekommes.

Lånegarantien løber i maksimalt 5 år.

På samme møde skal politikerne atter en gang tage stilling til en anmodning om lånoptagelse og dertil hørende kommunegaranti for Frederikshavn Bunkerterminal. Dette punkt er dog lukket og størrelsesordenen er derfor endnu ukendt.