14 oktober, 2025 Nyheder

FF – en virksomhed, vi skal være stolte af

Vi har modtaget følgende indlæg

Torsdag var en del af SF-gruppen på besøg hos Fiskernes Fiskeindustri.

Egentlig havde jeg kun tænkt at lægge det på min Facebook-side; men efterfølgende kan jeg mærke, hvor stolt jeg har været over at vise de andre den virksomhed, som i min verden altid har været her i Skagen.

FF er blevet KÆMPE stor; men samtidig er det en virksomhed, som tager hånd om sine medarbejdere og arbejdsmiljøet – mange steder kunne man lære noget her; også inden for det offentlige.

Blandt skagboerne er det nok sådan, at vi alle kender mindst en, som har arbejdet på FF, eller som gør det nu, og det gør jo virksomheden til en stor del af byens DNA. Var jeg ung skagbo, som skulle vælge, hvor min fremtid arbejdsmæssigt skulle ligge, ville jeg bestemt kigge ned mod FF og havnen generelt.

Her er forskellige uddannelser at tage og mange gode jobs at vende tilbage til, når uddannelsen er taget i en anden by, så det blev også en demonstration af, hvor meget vi egentlig kan byde på, når tanken om at vende hjem til familien, vennerne, skolen, fritiden, naturen dukker op – mange forskellige jobs på havnen er her også.
Skønt at møde de tidligere Kappelborgere, Klaus og Lasse, som stolte og dedikerede fortalte om deres arbejdsplads.

Ud af øjenkrogen så jeg også andre smutte forbi. Jeg er helt sikker på, at man er klar til næste generation fra Skagen Skole, Brovandeskolen eller en af de andre skoler i kommunen.

Nu mangler vi så kun bosætningsmuligheder til de unge – både de helt unge lærlinge og også de unge familier.
Den første gruppe har man en fantastisk plan for ved Skagenhallen (som den stadig hedder i mit hoved). Lad os få den ført igennem hurtigst muligt!