
Der er langt fra Thyborøn til Skagen – Men for Fætters må turen nordpå have været alle timerne på landevejen værd.
Lørdag aften spillede bandet nemlig for et fyldt Kulturhus Kappelborg i Skagen, og det blev en koncert, som i høj grad satte sig fast hos publikum. For de fem fætre leverede ikke bare musik – de leverede også charme, humor, nærvær og en lind strøm af lunefulde anekdoter og røverhistorier, som var med til at gøre aftenen til noget ganske særligt.
Fra første stund var det tydeligt, at der var tale om et engageret og energifyldt band, som havde tænkt sig at give publikum en helstøbt oplevelse. Og det lykkedes.
Koncerten var præget af en sjælden god kemi mellem band og sal, og publikum blev ikke bare tilskuere, men en aktiv del af oplevelsen. Det skete blandt andet gennem fællessang, et kamera, som gik på runde i salen, og et band, der hele tiden formåede at gøre sig nærværende og inkluderende.
På et tidspunkt bevægede et af bandmedlemmerne sig ned blandt publikum, og senere satte hele det fem mand store band sig på scenekanten og leverede et smukt og afdæmpet nummer helt tæt på salen. Det var et af de øjeblikke, hvor man for alvor mærkede, at Fætters mestrer balancen mellem det store show og den intime kontakt med publikum.
Generelt var det en koncert fyldt med god energi og en fin dramaturgi. Fætters formåede at balancere de stille sange, de humoristiske indslag og de mere tempofyldte numre på en måde, der gjorde, at koncerten hele tiden bevægede sig naturligt fremad uden at miste grebet om publikum.
Men det altoverskyggende var humoren og de skæve fortællinger, som bandet flettede ind mellem numrene. Her blev aftenen mere end en koncert – den blev også et underholdende show, som på mange måder leder tankerne i retning af Allan Olsen og Niels Hausgaard, blot i en yngre og til tider mere tempofyldt udgave.
Det var med andre ord en aften, man ikke havde lyst til skulle slutte.
Heldigvis er der godt nyt til dem, der allerede nu kunne tænke sig et gensyn. Fætters vender nemlig tilbage til Skagen til sommer, hvor de kan opleves på Skagen Festival.