Torsdag den 15. maj kl. 17 forvandler Gl. Landevej ved DCH Skagen sig til et sprudlende univers af artister, dyr og savsmuld, når Cirkus Arena lægger vejen forbi Skagen som led i deres landsdækkende 70 års jubilæumsturné.
Med i manegen er ingen ringere end Bubber og Malene Qvist, der i fællesskab guider publikum gennem en festlig forestilling i absolut verdensklasse – fyldt med magiske øjeblikke, latter, spænding og cirkusmagi for hele familien.
Cirkus Arena har i 2023 og 2024 været det bedst anmeldte cirkus i Danmark, og i 2025 skruer de endnu en gang op for niveauet.
Jubilæumsforestillingen i Skagen bliver en enestående kombination af nye internationale artister og nogle af de mest populære navne fra tidligere år.
Forestillingen varer cirka 2,5 time inkl. pause, og det er en oplevelse, der samler både børn, forældre og bedsteforældre i ét stort, magisk fællesskab.
Cirkus Arena blev grundlagt i 1955 af Arne Berdino, og er i dag vokset til Nordens største cirkus under ledelse af direktør Benny Berdino.
Hvad der begyndte som Danmarks mindste cirkus, er nu en landskendt kulturinstitution, der år efter år samler generationer om levende og traditionel cirkuskunst.
“Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der både hylder cirkus’ historie og tager kunsten til nye højder. Det bliver en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi,”
– udtaler direktøren.
Den populære tv-vært Bubber er igen sprechstallmeister og med sig har han Malene Qvist, tidligere frontfigur i Sukkerchok og kendt børnevært fra bl.a. Ramasjang.
Sammen tilfører de forestillingen varme, humor og nærvær, og sørger for at alle – store som små – får en oplevelse ud over det sædvanlige.
“Cirkus handler om at gøre det umulige muligt. Det bliver spektakulært, rørende og helt igennem fortryllende,”
– siger Bubber.
Forestillingen finder sted torsdag den 15. maj kl. 17 på pladsen ved DCH Skagen, Gl. Landevej.
Billetter kan allerede nu købes på www.arena.dk, og der er traditionelt rift om de bedste pladser.
Gå ikke glip af årets største cirkusbegivenhed – oplev rigtig cirkus i Skagen med duften af savsmuld, gispende spænding og uforglemmelige minder.