• Forside
  • Nyheder
  • Casper går all in – Genopliver Danmarks nordligste restaurant
31 marts, 2023 Nyheder

Casper går all in – Genopliver Danmarks nordligste restaurant

Danmarks vel nok smukkest beliggende restaurant genoplives af unge, men yderst erfarne kræfter.

Casper Kjær Jensen er den nye mand i spidsen for Restaurant De2have og på trods af hans relativt unge alder på 31 år, så har han allerede mere end et årtis erfaring i alverdens køkkener.

Han blev udlært hos Cox Orange, en 1. klasses restaurant som var beliggende i det centrale Aalborg, for 11 år siden. I tiden der er gået siden da har han tilbragt en årrække som køkkenchef hos Aalborg Lufthavn samt hos Hotel Jutlandia i Frederikshavn.

Sidst men ikke mindst har han arbejdet to år hos Restaurant De2Have under de tidligere forpagtere – Peter og Mette. Her havde han eksempelvis fornøjelsen af at være med på den hæsblæsende og til tider kaotiske rejse, da restauranten for en stund rykkede teltpælene op og flyttede til verdensudstillingen Expo 2020 i Dubai.

Siden da er det Restaurant De2Have vi kendte desværre gået konkurs og de forhenværende forpagtere er flyttet tilbage til Dubai.

Dette har efterladt restaurationslokalerne med den betagende udsigt ud over bl.a. Grenen tomme og forladte – dette er dog ovre nu hvor Casper Kjær Jensen har samlet handsken op.

Selv mener han at tiden nu er moden for ham selv privat såvel som for byen og området. Han har siden han gik i lære som kok drømt om at stå på egne ben og efter en allerede nu lang karriere som både kok og køkkenchef føler han sig klar og godt klædt på til at tage restauratør-kasketten på.

Åbning i nyrenoverede rammer

I morgen, lørdag d. 1. april kl. 12.00 – 18.00 slår Casper og hans team dørene op til en reception for alle som har tid og lyst.

Her vil der være mulighed for at se de nyrenoverede rammer, hilse på Casper og hans nye team samt få lidt smagsprøver på, hvad Casper og hans folk kan byde på af både vådt og tørt.

Lokalerne som huser både café og restaurant har i den seneste tid gennemgået en gennemgribende renovering.

I samarbejde med hele hans team samt ekstra medhjælpere fra hans omgangskreds har Casper flittigt svunget malerpenslen. Derudover er der lagt nye gulvtæpper, indkøbt nye møbler og lamper samt bygget en ny bar til caféen.

Der har med andre ord været nok at se til i de seneste måneder. Da vi mødte Casper fredag morgen havde han været i restauranten siden de tidlige morgentimer og han forventer først at ramme hovedpuden en gang midt på natten i nat, for alt skal naturligvis stå knivskarpt til receptionen lørdag.

Åbner for alvor på mandag

På mandag d. 3. april åbnes restauranten og caféen så for alvor. Det er her at hele teamet for alvor kommer på arbejde med nyt menukort i såvel restauranten som caféen.

De nye menukort er så dugfriske at de endnu ikke har fundet vej til restaurantens hjemmeside. Herunder kan du dog få et smugkig på Caféens menukort samt restaurantens frokostmenu

Aftenmenuen i restauranten vil bestå af 5 retter som kan købes samlet sammen med en smagfuld vinmenu som er afstemt til menuen.

Aftenmenuen vil være sæsonbetonet og afspejler således årstiden og de råvarer som er i sæson i den pågældende måned.

Der vil på denne måde blive præsenteret en ny aftenmenu månedligt hvilket ligeledes sikrer at der altid er nye, gode smagsoplevelser at hente hos Restaurant De2Have.

Restauranten har ligeledes åbent alle ugens dage. Her er der frokostservering fra kl. 12.00 – 16.00 og aftenservering fra kl. 17.30 – 22.00.

Caféens åbningstider bliver alle ugens dage fra kl. 11.00 – 17.00.

Udover caféen og restauranten åbner de også iskiosken De to kugler hvor de sælger gammeldags isvafler med is af bedste kvalitet. Derudover vil de som noget nyt også tilbyde de populære bubble waffles. På den måde har du muligheden for at tage en lækker is med på gåturen mod Grenen, eller et droppe desserten i caféen eller restauranten til fordel for en is til at tage med på farten.

Fokus på kvalitet, ærlighed og det gode håndværk

Casper har sat barren højt når det kommer til såvel hans eget som hans medarbejderes kokke-håndværk samt kvaliteten af råvarerne som anvendes i køkkenet.

Når du som gæst sætter dig til rette på caféen såvel som restauranten hos De2Have kan du således roligt begynde at glæde dig.

Hos De2Have er alt nemlig lavet fra bunden af de bedste råvarer. Her er der ingen e-numre, halvfabrikerede produkter eller lignende. til gengæld er der garanti for friske råvarer af bedste kvalitet, ligesom at alle retter er lavet fra bunden med øje for de enkelte ingredienser og det gode håndværk.

Håbet fra Caspers side er, at De2Have er et sted hvor både skawboere og byens gæster har lyst til at færdes.

Netop derfor har han også en målsætning og forhåbning om at kunne holde åbent hele året rundt.

I ydersæsonen håber han at skawboerne og byens virksomheder har lyst til at bruge De2Have. Casper og hans team er klar på alt lige fra firma arrangementer, julefrokoster, bryllupper og runde fødselsdage og alverdens andre firma- og private arrangementer.

Ledige jobs hos De2Have

Casper har i dag et solidt team omkring ham, men han drømmer dog om at kunne finde lidt flere hænder som har lyst til at give gæsterne på De2Have den bedst mulige oplevelse.

Han søger således både serveringspersonale, køkkenmedhjælpere og opvaskere.

Hos De2Have får du en god arbejdsplads med gode arbejdsforhold.

Der er tale om helårsstillinger med start hurtigst muligt.

Hvis du er interesseret kan du kontakte Casper på tlf: 60 24 02 56 eller mail: info@restaurantde2have.dk.

Casper og hans team ser frem til at byde dig velkommen i restauranten eller caféen hos De2Have.