Skagen Bridgeklub Hjerter Es vil rigtig gerne have nye medlemmer til denne fantastiske sport.
For bridge er som sport, fortæller Hanne Salling Norberg. Der har fx. lige været Marathon i Skagen, og et bridgespil kan også en gang imellem føles som et Marathon, når man sidder med kortene i hånden og skal spille den kontrakt hjem, som man har meldt med sin makker. Og ligesom det er sundt at dyrke forskellige former for motion, så er det faktisk også sundhedsfremmende at spille bridge.
En undersøgelsesrapport lavet af Videnscenter for Sundhedsfremme peger bl.a. på at “I relation til psykisk og mentalt helbred ses en signifikant forskel mellem bridgespilleren og den generelle borger, hvor bridgespilleren i mindre grad føler sig nedtrykt, ængstelig, nervøs, urolig, angst og stresset, og hvor flere bridgespillere særligt peger på afstresning som en afledt effekt af bridgespillet. Samtidig peger undersøgelsen på, at bridgespillet i høj grad er en kilde til glæde, ligesom spillet øger spillerens kognitive evner og koncentration.
Nu kan man tilmelde sig begynderbridge i Skagen Bridgeklub – Hjerter Es.
Begynderundervisningen starter mandag den 4. november, og man kan vælge enten at gå til mandag fra 12.30-15.30 eller om aftenen fra 18.30-21.00.
Undervisningen foregår i Virkelyst, Drejerstien 9 i Skagen.
Tilmeldingsfrist: senest fredag den 31. oktober. Man kan tilmelde sig ved at sende en mail til skagenbridge@gmail.com eller kontakte Hanne Salling Norberg på 21 56 57 76, hvis man har nogle spørgsmål, inden man tilmelder sig, om dette helt igennem fantastiske kortspil.
Hanne Salling Norberg fortæller, at det handler om at prøve at lade sig fascinere. Bridge er “spillenes konge – og kongernes spil”. Det spilles over hele verden ligesom alle andre sportsgrene både som hyggeaktivitet og elitesport på højt plan. Det er verdens mest udfordrende kortspil – og et spil man kan dyrke hele sit liv. Spille med forskellige køn, aldre og ikke mindst nationaliteter.
Vi håber, vi får mange tilmeldinger, og til dem skal der lyde et: Velkommen til et spil, som vi vil garantere, at du aldrig bliver færdig med! Og vi hjælper alle godt i gang!