
De lokale deltidsbrandmænd rykkede ved 13-tiden ud til en anmeldelse om brand i et skur på Corasvej, efter en forbipasserende havde bemærket røg fra området og slog alarm.
Meldingen til brandvæsenet lød “brand – container i skur”, og derfor blev både A-sprøjte og tankvogn sendt afsted. Ved ankomst var der godt gang i branden i skuret samt de affaldscontainere, der stod indendørs.
Ifølge brandvæsenet blev der hurtigt sat en indsats ind med to HT-slanger. På få minutter fik brandfolkene kontrol over ilden, og branden blev slukket helt ned.
Inden brandvæsenets ankomst forsøgte et par ejendomsfunktionærer at begrænse branden med en vandslange, men ilden var på det tidspunkt for kraftig til, at de kunne få den under kontrol.
Branden opstod i en container til Mad og Restaffald, som stod i skuret sammen med andre containere.
Brandvæsenets indsats varede samlet set omkring en halv time, hvorefter mandskabet kunne pakke sammen, køre retur til stationen og klargøre materiel og køretøjer igen.
Nordjyllands Politi oplyser, at der er mistanke om, at branden kan være påsat. I skuret blev der nemlig fundet en flaske med brændbar væske.
Politiet opfordrer derfor borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt i området i forbindelse med branden, til at kontakte politiet på telefon 114.