Ny bogudgivelse samler polarheltens Ludvig Mylius-Erichsens reportager fra Skagen, som blev skrevet i perioden 1900-1905.
Fortællingerne beskriver både dramaer og nære menneskeskildringer fra det liv, der dengang blev levet i Skagen.
Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) er i dag mest kendt som polarforsker og leder af den skæbnesvangre Danmark-ekspedition, hvor han mistede livet sammen med Jørgen Brønlund og Niels Peter Høeg Hagen.
Mylius-Erichsen var livet igennem en produktiv journalist og forfatter, der havde en stor forkærlighed for at skildre livet udenfor de store byer.
I særdeleshed holdt han meget af Skagen og opholdt sig i byen ad mange omgange.
I bogen, Fortællinger fra Skagen kommer læseren blandt andet på besøg hos kunstnerparret Anna og Michael Ancher. Man kommer helt tæt på fiskere og redningsmænd, der fortæller om deres oplevelser på havet og i forbindelse med en række dramatiske strandinger.
Man er med på første parket ved Bark Eratos stranding ved Spirbakken og man kommer helt ind i den lille skagbostue for at høre redningsmanden Niels Jensenius’ livshistorie.
Bogen samler for første gang Mylius-Erichsens artikler og noveller fra Skagen.
Forfatter: Ludvig Mylius-Erichsen.
Titel: Fortællinger fra Skagen.
Sideantal: 144 sider.
Indbinding: Hardcover.
Udgiver: Forlaget Hadrian.
Vejledende pris: 199 kr.