• Forside
  • Kultur
  • Billetsalget topper: 2024 blev et godt år for Kappelborg
09 januar, 2025 Kultur

Billetsalget topper: 2024 blev et godt år for Kappelborg

På Kulturhus Kappelborg er de glade. 2024 har nemlig vist sig at være et rigtig godt år for landets nordligste kulturhus.

“Vi har haft et helt utroligt godt billetsalg i 2024.”

– Sådan fortæller Lars Ilum, som er kunstnerisk leder på Kappelborg.

Til kulturhusets koncerter og teaterstykker er der solgt tæt på 4500 billetter, og medtager man billetter til biografen er tallet et godt stykke over 12.000.

“Vi er utrolig glade for den store opbakning, vi oplever. Den viser, at Kappelborg er et sted, hvor både turister, skagboere og andre nordjyder finder sammen i fælles oplevelser og inspiration.”

– Siger kunstnerisk leder Lars Ilum efter at billetsalget i 2024 igen er oppe og matche kulturhusets store år lige inden corona lukkede landet ned.

Koncert med The Savage Rose udsolgt på rekordtid

Og det flotte billetsalg fortsætter ind i 2025-programmet, hvor efterspørgslen allerede har været overvældende.

Blandt andet blev koncerten med legendariske The Savage Rose udsolgt på rekordtid, hvilket har ført til en ekstra koncert den 4. marts.

“The Savage Rose har på deres tour valgt at spille deres eneste koncerter i Nordjylland her hos os i Skagen, og det bliver en enestående og intim oplevelse i vores koncertsal, som vi glæder os enormt til at dele med publikum.”

– Sådan fortæller Lars Illum.

Der er stadig billetter til ekstrakoncerten, men med den store interesse for koncerterne opfordres der til hurtig handling, hvis man skal sikre sig en billet.

The Savage Rose spiller på kulturhuset den 4. og 5. marts.

Masser at glæde sig til i 2025

Kappelborg ser nu frem mod et spændende 2025, der allerede nu byder på et alsidigt program med musik og teater.

Kulturhuset fortsætter sin rolle som et levende samlingspunkt for både fastboende og besøgende i Skagen – og som en scene for nogle af de største og mest intime kulturøjeblikke i regionen.
Nogle af de store koncertnavne i foråret er:

•    Jacob Dinesen
•    Hjalmer
•    Thorbjørn Risager & The Black Tornados
•    Svaneborg Kardyb
•    Nana Rashid
•    Alberte Winding Duo
•    Blues Train

– Og ikke mindst den traditionsrige Nytårskoncert – i år med Signe Svendsen, Christina Jønsi, Det Jyske underholdningsorkester, Nordjydske Strygere og Klitkoret med Vagn Egon Jørgensen, som dirigent.

Man kan læse mere om både musik- og teaterprogrammet på www.kappelborgskagen.dk

Om Kappelborg

Kulturhus Kappelborg er et hus, hvor man samles. I alle aldre, Inde og ude. Både sommer og vinter. Til fornøjelse og forundring. Til glæde og engagement.

Indenfor findes bibliotek, biograf, musikskole, udstillingssal og scene, hvor publikum får særlige tæt-på-oplevelser inden for musik, teater, foredrag og meget mere.

Uden for ligger Skagens største legeplads og den populære skaterbane, Skagen Skater.

Flere af byens foreninger holder desuden til på Kappelborg.