• Forside
  • Nyheder
  • Bekymring fra borgere i Skagen: Hvordan sikrer Frederikshavn Kommune, at boligplacering og støtte følges ad?
09 september, 2026 Nyheder

Bekymring fra borgere i Skagen: Hvordan sikrer Frederikshavn Kommune, at boligplacering og støtte følges ad?

Dette indlæg er skrevet af flere bekymrede borgere og erhvervsdrivende i Skagen.

Det er ikke skrevet som et surt opstød eller et ønske om at pege fingre ad bestemte familier. Det er skrevet, fordi der gennem længere tid har været en voksende undren blandt borgere over, hvordan Frederikshavn Kommune arbejder med boligplacering og støtte til udsatte flygtningefamilier, som placeres i Skagen.

Vi er bekendt med, at der gennem de seneste år har været flere henvendelser og underretninger fra borgere i Skagen vedrørende integrationsfamilier, hvor der har været betydelige udfordringer. Samtidig oplever borgere og erhvervsdrivende aktuelt en række episoder, som skaber utryghed i byen – herunder oplevelser med chikane og omfattende tyveri fra lokale butikker og private.

Det rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål:

Er der sammenhæng mellem den enkelte integration families behov og den støtte, der følger med, når familien boligplaceres i Skagen?

Og er der i tilstrækkelig grad taget højde for, om den kommune, det konkrete lokalsamfund og de omkringliggende tilbud har mulighed for at løfte den opgave, som familien har behov for?

Det er vigtigt at understrege, at mennesker, der kommer til Danmark som flygtninge, naturligvis skal have mulighed for at skabe et nyt liv og blive en del af vores samfund. Men integration kræver også, at mennesker får den rette hjælp, støtte og opfølgning – især når der er tale om familier med omfattende sociale udfordringer.

Derfor efterlyser vi svar fra Frederikshavn Kommune på følgende:

  1. Hvilke overvejelser ligger der til grund for, at udsatte familier med flygtningebaggrund boligplaceres i Skagen?

Hvordan vurderes familiens behov, inden en boligplacering finder sted, og hvordan vurderes det, om de nødvendige lokale tilbud og ressourcer er til stede?

  1. Hvordan følger kommunen op på, om de iværksatte indsatser rent faktisk virker?

Frederikshavn Kommune står samtidig over for betydelige økonomiske udfordringer og nødvendige besparelser. Derfor må det være relevant at spørge, om kommunen systematisk evaluerer, om de indsatser, der sættes i gang, skaber den ønskede effekt – både for familierne og for samfundet omkring dem. Det mener vi, at vi som borgere og erhvervsdrivende har krav på en gennemsigtighed omkring.

For hvis en familie har behov for en omfattende indsats, men den støtte, der gives, ikke er tilstrækkelig til at skabe en positiv udvikling, risikerer vi i sidste ende at bruge betydelige offentlige midler uden at løse det problem, som indsatsen skulle løse.

Det er hverken i familiens, kommunens eller lokalsamfundets interesse!

  1. Hvem bærer konsekvenserne, når problemerne også rammer det lokale erhvervsliv?

Flere butiksdrivende oplever aktuelt betydelige problemer med tyveri og er bekymrede for, om situationen kan udvikle sig i en retning, hvor de bliver nødt til at investere i yderligere sikkerhed og eventuelt vagter.

Det rejser et principielt spørgsmål:

Hvis lokale virksomheder får øgede udgifter og økonomiske tab som følge af problemer, der hænger sammen med manglende integration eller utilstrækkelig social indsats, hvem har så ansvaret for konsekvenserne?

Vi ønsker ikke at stigmatisere familier eller mennesker med flygtningebaggrund.

Vi ønsker derimod at sætte fokus på kommunens ansvar for at sikre, at boligplacering, social indsats og integration hænger sammen – og at de offentlige midler anvendes på en måde, der faktisk gør en forskel.

Skagen er et lokalsamfund med mange ressourcer, frivillige, borgere og erhvervsdrivende, som gerne vil bidrage til et godt og trygt lokalsamfund.

Men det kræver også, at kommunen tager ansvar for de opgaver, der følger med, når borgere med omfattende støttebehov boligplaceres i byen.

Derfor ønsker vi en åben og saglig dialog med Frederikshavn Kommune om, hvordan disse vurderinger foretages, hvilke indsatser der iværksættes, og hvordan kommunen sikrer sig, at indsatserne virker.

Det handler ikke om at pege fingre.

Det handler om at sikre, at både familierne, Skagen og Frederikshavn Kommune får den hjælp og indsats, der faktisk er behov for.

Så for at få tingene til at hænge sammen hele vejen rundt med tale om besparelser og udvikling, så tænker vi at det her er et område, som kræver en skærpet opmærksomhed fra vores politiske system i kommunen.