Vi har for 4. År i streg overværet premieren på årets Forårsrevy på Gaardbogaard ved Ålbæk.
Publikum blev forkælet med en kombination af velsmagende mad, sprudlende satire og veludførte musikalske numre. Med en revy i absolut topform, en fejlfri afvikling og et veloplagt femkløver på scenen blev det en aften, der satte lattermusklerne på overarbejde.
Aftenen begyndte med en udsøgt menu fra Holmbergs Køkken, hvor gæsterne blev præsenteret for en forretstallerken med tre små, men raffinerede serveringer: Bruschetta med Serano-skinke og pesto, en luftig kyllingesoufflé med mango dressing og en sprød panko-fisk med cremet urtecreme. En let, men smagfuld start på aftenen.
Herefter fulgte en buffet, der bød på rosastegt kalveculotte og BBQ-stegt nakkefilet, ledsaget af flødekartofler, hasselback-kartofler, et udvalg af friske salater samt brød og smør.
Når man går til forårsrevy, er der visse forventninger: Det skal være skarpt, det skal være aktuelt, og det skal være sjovt – og revyen levede op til det hele.
Skuespillerne leverede en forestilling, hvor både sang, humor og alvor smeltede sammen til en velafbalanceret helhed.
Der blev trukket på både lokale og nationale begivenheder, og publikum kunne genkende alt fra dagligdagens små absurditeter til de store spørgsmål, der præger samfundsdebatten.
De forskellige karakterer, der indtog scenen, gjorde det med en sikkerhed, der fik salen til at bryde ud i grin gang på gang.
Aftenen igennem mødte vi alt fra en flok lettere entusiastiske skraldemænd til en samling afdøde monarker, der med lige dele alvor og humor forsøgte at rådgive Kong Frederik og så blev der plads til en parodi på Badehotellet, hvilket viste sig at være et af aftenens helt store højdepunkter.
Skuespillerne brillerede i alle deres roller og vekslede ubesværet mellem komik, satire, alvor og sang.
Publikum fik blandt andet fornøjelsen af et hylende morsomt nummer om biodiversitet – en præstation, der beviste, at selv de mest uventede emner kan leveres med bid og charme.
Figuren Esben gjorde comeback på scenen – denne gang som højskoleelev – og han leverede en underspillet komik, der var en stor fornøjelse at overvære.
Der var også plads til de mere fysiske komedienumre. Et af de mest uforglemmelige var en scene om smertefuld hårfjerning – hvor alt gik skævt, som fik hele salen til at vride sig af grin.
Traditionen tro foregik flere scener på klingende Vendelbomål, hvor der typisk også blev stillet skarpt på lokale sager og politikere, hvor Peter E. Nielsen fra Ålbæk og især også vores tidligere Borgmester Birgit S. Hansen blev taget under kærlig behandling.
Der blev også lejlighed til at vende lokale personaer, ligesom vi nåede en tur i helvede med et af de tidligere bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn.
Revyen var ikke kun en fryd for øret, men også for øjet. Scenografien var gennemtænkt og effektiv, og lyssætningen skabte den helt rette stemning til hvert enkelt nummer.
Kostumerne var gennemførte, og der var tydeligvis kræset for detaljerne i alt fra rekvisitter til scenografi.
Lydkvaliteten i salen var også i top, hvilket gjorde, at både de humoristiske pointer og de musikalske numre stod knivskarpt.
Hele opsætningen var i det hele taget yderst professionel og helt igennem gennemført, og der var ingen tekniske svipsere, der forstyrrede oplevelsen.
Forårsrevyen 2025 havde det hele: et velsmurt show, en veloplagt trup og en veludført menu, der satte rammerne for en aften, hvor både lattermuskler og smagsløg blev forkælet.
Forårsrevyen 2025 er med den sublime blanding af humor, satirisk syn på alvorlige emner – både de store og de mindre, lokale og skønsang, en af de stærkeste udgaver i nyere tid.
Derfor tøver vi heller ikke med at give Forårsrevyen 2025: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5 ud af 5 stjerner).
Hvis du endnu ikke har sikret dig en billet, så skynd dig – det er en oplevelse, du ikke vil gå glip af!
Forårsrevyen spiller igen i den kommende uge, hvor fredagen- og lørdagens forestillinger dog for længst er udsolgt.